Mathilde Sørensen nummer seks ved New Yorks World Cup i 10 kilometer åbent vand
07-09-2009
Af: 21
Oven på FINAs World Cup-afsnit i 10 kilometer åbent vand-svømning i kanalerne rundt om Christiansborg lørdag, den 29. august, rykkede World Cup-serien til New York, hvor der i går blev svømmet langs New Yorks Governors Island.
Med i World Cup-afsnittet i New York var danske Mathilde Sørensen, som har opnået to syvendepladser som sine hidtil bedste resultater ved World Cups tidligere på sæsonen.
I New York lykkedes det for svømmeren fra West Swim Esbjerg/EliteSvøm Esbjerg at kæmpe sig ind på en flot sjetteplads i tiden 2.05,45.
Mathilde var oppe imod flere af verdens absolut stærkeste World Cup-svømmere i dette meget hårde løb, og var da også efterfølgende utroligt glad for sit resultat: - Det har bare været et helt vildt løb, og at jeg blev nummer seks, er bare så fedt, udtalte Mathilde Sørensen oven på sin kraftpræstation, og fortsatte: - Der var rigtig store bølger, så det var vildt hårdt, men til sidst fik jeg bare uanede kræfter og formåede at levere en god slutspurt.
Vinder af World Cup-afsnittet i New York blev, som i København, den brasilianske svømmer Poliana Okimoto, i tiden 2.04,40. Nummer to blev Eva Mariel Fabian, USA, i tiden 2.04,45. Tredjepladsen blev svømmet hjem af tyske Angela Maurer, der ligeledes i København sluttede på en tredjeplads, her i tiden 2.05,24. Den brasilianske svømmer, Ana Cunha, som blev to’er i København, måtte se sig ”nøjes” med en fjerdeplads i New York i tiden 2.05,25. Ind på femtepladsen, lige foran Mathilde Sørensen, kom den kroatiske svømmer, Karla Sitic, i tiden 2.05,27.