0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Knap 1000 motions- og konkurrence-svømmere klar til Christiansborg Rundt 2009

25-08-2009
På lørdag afholdes Christiansborg Rundt for fjerde gang – denne gang i forlængelse af en anden stor svømmebegivenhed - FINA 10 km Marathon Swimming World Cup. Som sidste år får Christiansborg Rundt følgeskab af DM i 10 kilometer åbent vand-svømning.

Af: 21

Markant deltagerrekord i 2009
Knap 1000 deltagere har tilmeldt sig den friske svømmetur Christiansborg Rundt, hvilket er en markant deltagerrekord i forhold til tidligere år. Ved premieren i 2006 var der godt 400 tilmeldte. De to følgende år – 2007 og 2008 – øgedes deltagerantallet med cirka 100 hvert år.
I år når deltagerantallet helt nye højder – og her er der ikke taget hensyn til de svømmere, som på selve dagen når at melde sig til begivenheden. Således har Dansk Svømmeunion modtaget mange henvendelser de seneste dage om netop muligheden for eftertilmelding på selve dagen. Det forventes derfor, at det endelige deltagerantal kan nå op på det maksimale deltagerantal, som er 1100.
De mange deltagere udgøres primært af motionssvømmere, men også konkurrencesvømmere vil være at finde i de smukke københavnske kanaler lørdag eftermiddag.
 
Se den aktuelle startliste til Christiansborg Rundt via følgende link: t2w_1451.asp
 
En frisk svømmetur på to kilometer
Turen rundt om Christiansborg er på præcis to kilometer. Start- og målområdet vil, som de tidligere år, være at finde ved Frederiksholms Kanal ud for Tøjhusmuseet. Her sendes svømmerne af sted i grupper af cirka 25 deltagere, hvorefter turen fortsætter ud i havnebassinet, forbi Den sorte Diamant, langs havnefronten, under Knippelsbro, forbi Børsen, Højbro Plads og Gammel Strand sluttende med opløb i Frederiksholms Kanal.
 
Særlig atmosfære af verdensklassesvømning og ”den brede brystsvømning”
Som noget helt særligt i år afholdes Christiansborg Rundt i direkte forlængelse af et FINA World Cup i 10 kilometer åbent vand-svømning. World Cuppen afholdes om formiddagen, mens Christiansborg Rundt deltagerne overtager kanalerne klokken 12.00.
Kombinationen af et åbent vand-arrangement for nogle af verdens stærkeste åbent vand-svømmere med Christiansborg Rundt, som har plads til motionssvømmere, der dyrker ”den brede brystsvømning”, er et ønske-setup for Dansk Svømmeunion, der gerne vil tilbyde aktiviteter og begivenheder indenfor alle svømningens genrer.
- Vi arbejder hele tiden på at udvide spektret af aktiviteter og begivenheder i Dansk Svømmeunion, således der kan være tilbud for flest mulige af vores medlemmer. I den forbindelse er vi naturligvis glade for at kunne tilbyde to så forskellige svømmebegivenheder som World Cup og Christiansborg Rundt i direkte forlængelse af hinanden – både for deltagerne men også for de mange tilskuere, som vil være på pladsen på sådan en dag. Vi håber, at et sådant miks vil falde i god jord hos rigtig mange, der på den måde får masser af alsidig svømmeunderholdning leveret på én gang, siger Morten Kjær, Christiansborg Rundt ansvarlig, Dansk Svømmeunion.
 
By & Havn – en vigtig og positiv samarbejdspartner
For overhovedet at kunne arrangere lørdagens to store åbent vand-begivenheder, er det nødvendigt med et samarbejde med By & Havn, som er den instans, der så at sige ”udlåner” Københavns kanaler og havnebassinet til Dansk Svømmeunions brug. By & Havn har her udvist stor samarbejdsvilje og begejstring for Dansk Svømmeunions aktiviteter.
- By & Havn bakker gerne op om sportsbegivenheder i og omkring havnen. Vi kan være stolte af at bo i en europæisk storby, hvor havnevandet er så rent, at man kan svømme i det. Og det gode skal naturligvis også udnyttes til sportsarrangementer, siger kulturplanner i By & Havn, Erik Skibsted Hey.
 
Christiansborg Rundt i følgeskab af DM i 10 kilometer åbent vand-svømning
For fremmødte tilskuere bliver der foruden World Cup og Christiansborg Rundt samtidig mulighed for at følge Danmarks Mesterskaberne i 10 kilometer åbent vand. Det er andet år i træk, at disse Danmarks Mesterskaber afholdes i forbindelse med Christiansborg Rundt.
De danske svømmere, som deltager i formiddagens World Cup, er automatisk med i kampen om Danmarks Mesterskaberne med de tider, de har opnået ved World Cuppen. Foruden de danske World Cup-deltagere, er der tre svømmere tilmeldt, der således vil svømme de 10 kilometer, når DM sættes i gang klokken cirka 12.15.
DM-svømmerne får start og mål samme sted som deltagerne ved Christiansborg Rundt. De skal dog svømme fem runder, før de er i mål.   
 
Få minutter efter DM 10 km er igangsat, sendes de første Christiansborg Rundt deltagere af sted.  
 
Mulighed for eftertilmelding på selve dagen
Personer, der ønsker at deltage i Christiansborg Rundt, og som ikke har forhåndstilmeldt sig, kan tilmelde sig lørdag formiddag i start-/målområdet. Tilmelding finder sted i informationsteltet i tidsrummet 09.30 – 11.00. Det koster 300 kroner at tilmelde sig på dagen, og der kan kun betales med kontanter.
 
Lørdagens program
Klokken 09.00: FINA 10 km Marathon Swimming World Cup start.
Klokken 12.15: Christiansborg Rundt 2009 og DM 10 km 2009 start.
Klokken 16.00 (senest): Christiansborg Rundt 2009 slut.
 
Københavns kulturborgmester, Pia Allerslev, vil forestå åbningstalerne til begge lørdagens svømmebegivenheder og vil ligeledes assistere i forbindelse med præmieoverrækkelserne.
 
Følgebåde til pressen
For pressen vil der være mulighed for at følge svømmerne fra følgebåde.
 
Kig forbi og vær’ med til at skabe de festlige rammer for en begivenhedsrig lørdag ved Frederiksholms Kanal

Live webstreaming hele lørdagen på www.svoem.dk
Det vil være muligt at følge svømningen i Frederiksholms Kanal via live webstreaming på Dansk Svømmeunions hjemmeside – www.svoem.dk
Her streames der omkring start og målområdet i forbindelse med såvel World Cuppen som Christiansborg Rundt.
 
Lørdagens to store begivenheder afholdes i samarbejde med Wonderful Copenhagen, Sport Event Denmark, Tuborgfondet, TrygFonden kystlivredning og Politiken (mediepartner).
Begivenhederne er ydermere støttet af Københavns kommune, By & Havn, Christiansborg Slotsforvaltning, Dansk Jødisk Museum, Slot- og Ejendomsstyrelsen, Thorvaldsens Museum, Tivoli, DFDS CanalTours, Unilever og Carlsberg Kildevæld.  

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Informationsmedarbejder

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460

 






Cookieindstillinger