VM-svømning, søndag, indledende: Flot punktum på VM 2009 med endnu tre rekorder ved svømmerne Julie Hjorth-Hansen og Chris Christensen
02-08-2009
Af: 21
Vi skriver nu søndag, den 2. august, og er dermed nået til ottendedagen og således den sidste VM-dag i Rom. Oven på en helt utrolig lørdag aften, hvor Lotte Friis svømmede sig til guldet i 800 m fri, var der i dag lagt op til endnu to spændende løb med dansk deltagelse.
I damernes indledende 400 m individuel medley lykkedes det for Birkerød/Sigmas Julie Hjorth-Hansen at sætte både dansk og nordisk rekord i tiden 4.38,20. Julie forbedrer her sin egen danske rekord på distancen med 2,14 sekunder. Samtidig snupper hun svenske Sara Nordenstams nordiske rekord fra OL i Beijing og forbedrer tiden med 2,08 sekunder. Et virkelig flot løb af den 25-årige svømmer, der her slutter på en samlet 10. plads. Før løbet havde elitechef Lars Sørensen og Julie talt om, at det, på en god dag, kunne være virkelig dejligt, om det skulle lykkes for Julie at snige sig ind på en finaleplads i dette løb. Det var lige før dette var blevet opfyldt. Blot 73/100 sekunder gjorde forskellen på Julies 10. plads og en plads i finalen.
Også svømmeren Chris Christensen, West Swim Esbjerg/EliteSvøm Esbjerg, var i konkurrence søndag morgen. Chris svømmer ligeledes indledende 400 m individuel medley og slutter i den helt forrygende tid 4.16,78. 21-årige Chris sætter her en markant dansk rekord med ikke mindre end 4,20 sekunder og sletter således Jacob Carstensens rekord, der har været gældende siden 2002. En kraftpræstation af Chris, der da også selv efterfølgende var godt tilfreds med sit resultat.
Med ovennævnte to svømmeres flotte resultater er VM 2009 et i den grad veloverstået kapitel for Danmarks 12 svømmere.
En mere deltaljeret status på mesterskaberne følger i en pressemeddelelse senere i dag, søndag.
Se videoklip med blandt andet guldvinder Lotte Friis på www.svoem.dk På Dansk Svømmeunions hjemmeside kan du se interviews med de danske svømmere – her også dejlige indslag med Lotte Friis oven på guldsejren i aftes. Gå direkte til siden her: t2w_1435.asp
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: 2920 6160.