VM-svømning, fredag, finaleafsnit: Resultater fra fredagens finaleafsnit
31-07-2009
Af: 21
Fredag aften var danske Jeanette Ottesen med i finalen i 100 m fri svømning. Svømmeren fra KVIK Kastrup noteres her for tiden 53,70 og slutter på en syvendeplads i denne finale. Guldvinder blev her tyske Britta Steffen i 52,07. Sølv til engelske Fran Halsall i tiden 52,87. Bronzemedaljen blev svømmet hjem af Lisbeth Trickett, Australien, i tiden 52,93.
Cirka et kvarter efter at have deltaget i 100 m fri finalen var 21-årige Jeanette Ottesen atter i VM-bassinet i Rom – denne gang i damernes 50 m butterfly semifinale. Her bliver det til en lidt ærgerlig niendeplads for Jeanette i tiden 25,90 – blot små 3/100 sekunder fra ottendepladsen og dermed en plads i morgendagens finale. Oven på løbet fortalte Jeanette Ottesen, at det var rigtig hårdt med to løb afviklet så tæt på hinanden, og at det nok var noget, hun for fremtiden ville være varsom med at begive sig ud i.
Pernille Larsen svømmede fredag aften semifinale i 200 m rygsvømning. Her blev det til en samlet 11. plads i tiden 2.10,35 for den unge svømmer fra AGF. Pernille er her kun 8/100 sekunder fra morgenens flotte rekord-præstation. En fin præstation af Pernille fredag aften.
I morgen, lørdag, følger atter en spændende VM-dag i Rom. Indledende afsnit begynder klokken 09.00. Her bliver der mulighed for at følge danske svømmere i fire spændende løb: Jeanette Ottesen i indledende 50 m fri svømning, Rikke Møller Pedersen i indledende 50 m brystsvømning, det danske hold i indledende 4 x 100 m holdmedley for damer og endelig Mads Glæsner i indledende 1500 m fri svømning.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: 2920 6160.