0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Den tidligere svømmer, Karen Margrethe Harup, er død

21-07-2009
Legenden fra OL i 1948 blev 84 år.

Af: 21

Af Allan Nielsen, Politiken.

Karen Margrethe Harup tilhørte sammen med blandt andre Greta Andersen, Jytte Hansen og Fritze Nathansen den gyldne generation, der i tiden efter Anden Verdenskrig gjorde Danmark til en af Europas førende svømmenationer.

Ved OL i 1948 vandt Karen Margrethe Harup tre medaljer, guld i 100 meter rygcrawl samt sølv 400 meter crawl og 4x100 meter crawl.

Riffelskytten Anders Peter Nielsen med tre sølvmedaljer i 1908 er den eneste anden dansker, der har vundet tre medaljer ved samme OL-stævne.

Fire olympiske rekorder i 1948
I 1947 var Karen Margrethe Harup i Monaco blevet tredobbelt europamester med sejre i de samme tre discipliner, som året efter i Londons Empire Pool gav hende medaljer ved OL.

Ved legene i London satte Karen Margrethe Harup desuden fire olympiske rekorder fordelt med tre i 100 meter rygcrawl og en i det indledende heat i 400 meter crawl. Ingen anden dansker har sat så mange olympiske rekorder.

20 år som svømmelærer
OL-bedriften blev kulminationen på en svømmekarriere, der desuden bød på flere end 30 danske mesterskaber, og hendes danske rekord i 100 meter rygcrawl fra 1948 blev stående i tolv år.

I 1949 stoppede Karen Margrethe Harup svømmekarrieren og virkede de følgende 20 år som svømmelærer i Øbrohallen. Derefter flyttede hun trænergerningen til Hvidovre, hvor hun først i 2002 stoppede med at instruere pensionisthold.

I 1975 blev Karen Margrethe Harup optaget i svømmesportens Hall of Fame, der har hjemme i Fort Lauderdale i USA, hvilket kun er overgået tre andre danskere, Ragnhild Hveger, Greta Andersen og tårnspringeren Stefani Fryland-Clausen.

http://politiken.dk/sport/article756119.ece