0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

12 danske svømmere klar til Verdens Mesterskaberne i svømning i Italien

20-07-2009
Om få dage går det løs ved VM i svømning i Rom. Når det sker, bliver det med deltagelse af 12 danske svømmere. Læs om svømmerne i Dansk Svømmeunions mediaguide.

Af: 21

Det er anden gang i VM svømningens historie, at Italiens smukke og historiske hovedstad, Rom, lægger bassiner til svømmesportens internationale hovedbegivenhed, VM på langbane - og det er 13. gang i alt, at der afholdes VM.
VM konkurrencerne består, foruden svømning, også af mesterskaber i vandpolo, synkro, åbent vand og udspring. 

Svømmekonkurrencerne, som er de eneste af VM konkurrencerne med dansk deltagelse, begynder søndag, den 26. juli og afsluttes søndag, den 2. august.
 
Siden den endelige udtagelse til VM i Påsken har de danske svømmere arbejdet målrettet mod denne ene begivenhed. Forud er blandt andet gået 22 dages højdetræningslejr i Flagstaff i Arizona, USA, i maj og juni, en række internationale topstævner i juni og juli, samt en afsluttende træningslejr i Schweiz i midten af juli.  

VM bliver den første alvorlige styrkeprøve for de danske svømmere efter OL, og alle ni OL-svømmere er at finde blandt de 12 svømmere, som den danske VM-trup udgøres af. Det er det største danske VM-hold i meget lang tid.
 
Foruden OL-truppen er VM-holdet suppleret med tre meget stærke og lovende svømmere. Disse tre svømmere har alle kvalificeret sig individuelt ud fra nogle meget hårde kvalifikationskrav. De nye svømmere på holdet i forhold til OL, er: Pernille Larsen (AGF), Rikke Møller Pedersen (Frem/STO95) og Emil Dall-Nielsen (Allerød/Sigma/NTC).

De 12 svømmere:
Lotte Friis, Allerød/Sigma/NTC
Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup
Julie Hjorth-Hansen, Birkerød/Sigma
Micha Østergaard, West Swim Esbjerg/EliteSvøm Esbjerg/NTC
Louise Jansen, Allerød/Sigma
Rikke Møller Pedersen, Frem/STO95
Pernille Larsen, AGF
Mads Glæsner, Allerød/Sigma/NTC
Jakob Andkjær, VI39/VAT
Chris Christensen, West Swim Esbjerg/EliteSvøm Esbjerg
Jon Rud, West Swim Esbjerg/EliteSvøm Esbjerg/NTC
Emil Dall-Nielsen, Allerød/Sigma/NTC

Om forventningerne
Forventningerne til de danske svømmeres VM deltagelse går i flere retninger. Samlet set er det forventningen, at de danske deltagere svømmer stærkere end nogensinde før og dermed sætter en masse personlige og danske rekorder.
Hvad angår de mere rutinerede svømmere på holdet som Lotte Friis (Allerød/Sigma/NTC), Julie Hjorth-Hansen (Birkerød/Sigma), Jakob Andkjær (VI39/VAT), Mads Glæsner (Allerød/Sigma/NTC) og Jeanette Ottesen (KVIK Kastrup), har de alle muligheder og realistiske chancer for at svømme sig blandt top otte i deres bedste discipliner og dermed mulighed for at svømme VM-finaler.
For de øvrige svømmere, der er kvalificeret individuelt, er forventningen, at de kvalificerer sig til semifinaler i deres bedste discipliner.
 
Samlet set er målsætningen, at holdet opnår deltagelse i ialt fem finaler, samt at dagsformen i én af disse finaler vil række til en medalje.
 
Dansk Svømmeunions landstræner, Paulus Wildeboer, udtaler om sit VM-hold: - Jeg glædes rigtig meget over bredden og styrken på det samlede VM-hold. Vi har fem svømmere på holdet, der har realistiske finalemuligheder.
 
Om det udviklingsstadie, de bedste danske svømmere i øjeblikket befinder sig på, udtaler Dansk Svømmeunions landstræner videre: - Jeg ser det klart som de bedste svømmeres mål nu, at de skal vise stabilitet via fortsatte finalekvalifikationer og dermed præstationer på allerhøjeste internationale niveau.

På et pressemøde i Kastrup Lufthavn før afrejsen til VM i Rom, lykkedes det at få samlet det meste af VM-truppen til et lille (beklageligvis uskarpt) holdfoto.


Fra venstre: Træner Flemming Poulsen, Chris Christensen, Emil Dall-Nielsen, Mads Glæsner, Jon Rud, Julie Hjorth-Hansen, Jakob Andkjær, Micha Østergaard, Lotte Friis, Louise Jansen, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og Pernille Larsen. Yderst til højre anes landstræner Paulus Wildeboer. Bag pernille Larsen står træner Per Holmquist.

Mediaguide
Dansk Svømmeunion har udarbejdet en mediaguide indeholdende informationer om hver enkelt svømmer samt detaljeret VM-program.

Mediaguiden kan downloades her.

Når det går løs i langbanebassinet i Rom, vil der være mulighed for at følge resultaterne løbende på: www.omegatiming.com

Dansk Svømmeunion vil også udsende pressemeddelelser dagligt fra mesterskaberne. Disse vil samtidig fremgå af hjemmesiden - www.svoem.dk

Pressekontakt under VM
Pressekontakt under VM er Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, der kan kontaktes på mobil: 2920 6160. Dansk Svømmeunion henstiller til, at alt henvendelse til VM-svømmerne går via elitechefen og således ikke direkte til svømmerne.   

For yderligere information henvises til Dansk Svømmeunions elitechef på ovennævnte mobilnummer.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion