0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Helsingør-svømmeren Trine Gudnitz vinder samtlige løb i Vansbrosimningen, og kvalificerer sig til FINA 10 km Open Water World Cup i København

12-07-2009
22-årige Trine fra Helsingør Svømmeklub vandt tre åbent vand-konkurrencer fordelt på tre dage i svenske Vansbro. Med dette hattrick er Trine udtaget til World Cup i 10 km. åbent vand, som afholdes i København den 29. august

Af: 21

Svømmeren Trine Gudnitz fra Helsingør Svømmeklub har i weekenden gjort rent bord ved Vansbrosimningen i Sverige.

Fredag vandt Trine det åbne svenske mesterskab i 5 km svømning i åbent vand. I tiden 1 time, 3 minutter og 45 sekunder vandt hun sikkert over Sofie Berggren, Vesterås og Ellen Olsson, Trelleborg, med henholdsvis 20 og 24 sekunder. I alt deltog 16 svømmere, hvoraf Trine var eneste dansker.
Banen var en 1.000 meter rundbane i Västerdalälven i Vansbro i Dalarna i Sverige, hvor Svenske Mesterskaber i åbent vand-svømning afholdes sammen med Vansbrosimningen, som er et arrangement med knap 10 tusinde deltagere. Vansbrosimningen er et traditionsrigt svømmearrangement for såvel motionister og konkurrencesvømmere som har været afviklet siden 1950.

Lørdag vandt Trine igen, da hun deltog i Tjejsimingen (tøsesvømningen) på 1.000 meter.
2.693 kvinder gennemførte, men Trine var også her klart hurtigst i tiden 11 minutter og 53 sekunder, med 12 sekunder til Annie Thorén, Motala, og 21 sekunder til Ellen Olsson, Trelleborg. Distancen blev gennemført i Västerdalälven hvor vandtemperaturen var 17 grader.

Søndag blev det til hattrick for 22-årige Trine, som i sin debut i Vansbro sluttede med at vinde det traditionsrige Vansbrosimmet i tiden 31 minutter og 18 sekunder foran Annie Thorén, Motala, med tiden 31 minutter og 54 sekunder.
I alt 5.700 personer (damer og herrer) deltager i årets Vansbrosimning. Vansbrosimningen foregår på en 3.000 meter lang strækning. Banen ligger i den lille by Vansbro i Dalarna, hvor to elve mødes. De første 2.000 meter foregår med strømmen i Vanän, mens de sidste 1.000 meter foregår mod strømmen i Västerdalälven. I år var vandtemperaturen 16 grader, så foruden modstrøm giver de kølige temperaturer mange deltagere en udfordring.

Trine udtaget til FINA 10 km Open Water World Cup i København
Trine Gudnitz´ målsætning med deltagelsen i de tre svømmekonkurrencer var kvalifikation til FINA 10 km Open Water World Cup i København, som afvikles sammen med 2.000 meter motionssvømningen Christiansborg Rundt lørdag, den 29. august.
Med de tre flotte sejre i Vansbro er Trine nu udtaget til dette World Cup.

Tillykke til Trine med tre meget flotte præstationer i Vansbro og samtidig tillykke med udtagelsen til World Cup. Vi glæder os til at følge dig, når det går løs rundt om Christiansborg lørdag, den 29. august.

Dansk Svømmeunion