EJM fredag: Særdeles flot dansk juniorrekord fredag morgen i drengenes 4 x 200 fri holdkap
10-07-2009
Af: 21
Fredag morgen var det danske hold i indledende 4 x 200 fri holdkap for drenge slet ikke til at styre i klorvandet. Således flænsede de fire svømmere bassinet i tiden 7.28,28, hvilket er dansk juniorrekord med en forbedring på ikke mindre end 6,23 sekunder af den tidligere rekord på distancen – en rekord, der har været gældende i tre år.
En særdeles flot præstation af det danske hold, som bestod af: Frederik Siem Pedersen (Farum), Frans Johannessen (West Swim Esbjerg/EliteSvøm Esbjerg), Jonas Hansen (Farum) og Anders Lie (Farum).
Med den flotte nye rekordtid sluttede Danmark på en sjetteplads og er dermed videre til finalen, som afvikles fredag aften.
Svømmeren Marcus Bak, Allerød/Sigma, sikrede sig en plads i aftenens semifinale i 200 m rygsvømning, da han i det indledende afsnit sluttede på en samlet syvendeplads i tiden 2.04,27.
Endelig blev det også til en semifinaleplads til Allerød/Sigmas Amalie Emma Thomsen i 200 fri, da hun her til morgen blev noteret for den nye personlige rekordtid 2.05,76, hvilket resulterede i en samlet 16. plads.