0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Sæsonen for åbent vand-svømning 2009 indledes lørdag med Randers Open Water

26-06-2009

Af: 21

Tænk sig at svømme med strømmen i nogle af Danmarks smukkeste vandløb med fuglekvidder og smukke enge som kulisse. Disse smukke rammer kan opleves i morgen, lørdag, af de motions- og konkurrencesvømmere, som har valgt at tilmelde sig anden udgave af Randers Open Water.
 
Svømning i åbent vand – et herligt alternativ til andre fysiske sommeraktiviteter 
- Formålet med Randers Open Water er, udover at give deltagere en sjov og minderig oplevelse i det østjyske, generelt at sætte fokus på åbent vand-svømning som et herligt alternativ til sommerens mange øvrige fysiske tilbud, udtaler udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion, Kirsten Garsdal Hedeby, og fortsætter: - Det tager tid, at få overbevist befolkningen om, at mange af vores søer og åer nu er så rene, at man sagtens kan nyde en frisk dukkert deri. Det gælder også Gudenåen, som udgør et af vores skønneste naturområder i Danmark, lyder det fra Dansk Svømmeunions udviklingskonsulent.  
 
To distancer
Randers Open Water byder på to forskellige distancer.
Den lange distance er på 5,2 kilometer og har start ved Fladbro. De første kilometer foregår ad Nørreå mod syd gennem de idylliske enge. Efter knap en kilometer løber Nørreå ud i Gudenåen, som ruten fortsætter ad gennem den smukke Ådal og Vorup Enge ind til Randers, hvor der vil være mål ved Randers Regnskov.
 
Den korte distance er på cirka 1.000 meter og starter ved udsigtstårnet ved Randers Naturskole og Randers Kajakklub i Gudenåen. Også denne rute har mål ved Randers Regnskov.
 
Program
Deltagerne på den lange distance sendes af sted klokken 10.00, mens deltagerne på den korte rute sendes af sted klokken 11.15.
Alle deltagere ventes at være i mål klokken 12.30.
 
Tilmelding muligt frem til en time før start
140 svømmere har forhåndstilmeldt sig morgendagens arrangement via den særlige hjemmeside www.openwater.dk Tilmelding via nettet er nu afsluttet.
Der er imidlertid mulighed for at tilmelde sig begge distancer lørdag morgen – dog kun i den udstrækning, der er ledige pladser.
Tilmelding på pladsen ved Fladbro til den lange distance finder sted i tidsrummet 8.30 – 9.00.
Tilmelding på pladsen ved udsigtstårnet til den korte distance finder sted i tidsrummet 9.45 – 10.15.
Pris for deltagelse er her 200 kroner for den korte distance og 250 kroner for den lange distance.
 

Kig forbi ruten og hjælp de friske deltagere afsted
Arrangørgruppen håber, at rigtig mange vil kigge forbi og hjælpe de friske deltagere afsted med klapsalver langs åen.
 
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions udviklingskonsulent Kirsten Garsdal Hedeby kontaktes på mobil: 2916 0904.
Lokalarrangør, Jan Dich-Mortensen, kan kontaktes på mobil: 2671 9208.
 
Randers Open Water afholdes af Dansk Svømmeunion i samarbejde med Randers Freja Atletik & Triathlon samt Randers Gymnastiske Forening Neptun.
 
Randers Open Water 2009 udgør det første af Dansk Svømmeunions i alt otte åbent vand-arrangementer i løbet af sommeren 2009.
 
Læs om arrangementerne på www.openwater.dk   

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

Nora Thomsen
Informationsmedarbejder

Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460