Træningen foregår i Furesøen ved Furesøbad hver onsdag klokken 08.00 - cirka 09.00 med start den 17. juni.
Vi hopper i vandet klokken 08.00 og svømmer ialt cirka fire kilometer, som er bygget op tilnærmelsesvis som et normalt svømmepas med opvarmning, lidt teknik, hovedserie, sprinter, starter med mere.
Vi har en trekantbane med bøjer, som vi primært svømmer på, men vi benytter også badebroerne til at udføre ponton-starter. Som variation vil vi også en gang imellem svømme en længere sammenhængende tur ud i søen.
Vi svømmer efter de gængse niveauer A1-AN2, og der bliver som regel gået godt til stålet ved disse træningspas, så man må forberede sig på at blive kørt godt igennem.
Arkivfoto.
Tilmeld dig senest om tirsdagen klokken 18.00
Man er velkommen til bare at dukke op, men det er bedst, hvis man tilmelder sig hos undertegnede senest klokken 18.00 dagen før, så jeg kan meddele eventuelle ændringer, der kan opstå pludseligt eksempelvis på grund af alger eller lignende.
Der er adgang til omklædningsrum med sauna under sejlklubben med indgang fra atriumgården, ligesom der er et aflåst rum til cykler, mens vi træner. Hvis du ikke kører i bil eller på cykel, kan du køre med bus 500S. Den stopper 300 meter fra Furesøbad.
Vandet bliver kun sjældent over 20 grader, så det er en nødvendighed at svømme i en våddragt. Hvis du ikke selv har en våddragt eller kan låne en dragt, er du velkommen til at kontakte undertegnede, som vil forsøge at finde en dragt, du kan låne. Jeg kan dog ikke love noget.
I Dansk Svømmeunion og Dansk Triathlonforbund håber vi, at svømmeklubber vil kommunikere dette tilbud ud vidt og bredt, og at mange svømmere har lyst til at holde sig i form hen over sommeren via dette åbent vand-tilbud.
Planlægger du at deltage i et af sommerens mange åbent vand-arrangementer, er onsdagstræningen i Furesøen oplagt.
Du kan læse om Dansk Svømmeunions åbent vand-arrangementer her på hjemmesiden - klik her.
Triathlonstævner kan du læse om på http://www.dtrif.dk/main/index.php?p=dtrif/kalender/kalender.php
Alle er velkomne!
Tilmelding til onsdagstræning hos:
Rasmus Henning er ansat som udviklingskonsulent i Dansk Triathlonforbund (www.dtrif.dk)