0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EKM, torsdag, indledende: Danske svømmere i rekordhumør i første afsnit af EM på kortbane 2008

11-12-2008
Fem danske rekorder og én dansk juniorrekord blev det til i mesterskabernes første afsnit. Ni danske svømmere videre til aftenens semifinale-/finaleafsnit.

Af: 21

Endelig er 12. udgave af de europæiske kortbanemesterskaber i svømning i gang. Det skete klokken 09.00 i Rijekas smukke svømmehal "Kantrida", hvor ialt cirka 500 svømmere de kommende fire dage vil yde deres ypperste for at opnå sublime tider og topplaceringer.  
Danmark deltager i mesterskaberne med ialt 26 svømmere, hvilket er det suverænt største hold Dansk Svømmeunion nogensinde har stillet med til et EM på kortbane.
 
Allerede i torsdagens indledende afsnit har de danske svømmere leveret mange flotte præstationer i bassinet. Således er det allerede nu blevet til ikke mindre end fem danske rekorder foruden en enkelt dansk juniorrekord. Ialt ni danske svømmere klarede sig så godt, at de nu er med videre i aftenens finaleafsnit.
  
I torsdagens allerførste disciplin, indledende 50 m fri, satte Jakob Andkjær, VAT/VI39, dansk rekord i tiden 21,63. Jakob forbedrer her sin egen rekord sat ved EKM sidste år med 14/100 sekunder. Jakob slutter på en samlet 11. plads og er dermed videre til semifinalen, som svømmes i aften.
 
Oven på Jakobs flotte start, var det tid for damernes indledende 50 m brystsvømning. Her stod STO95/Frem svømmeren Rikke Møller Pedersen klar ved bassinet. Hvorvidt Rikke havde ladet sig inspirere af Jakobs dugfriske danske rekord-præstation, skal ikke kunne siges, men i hvert fald forstod Rikke at udnytte chancen for at vise sig selv og omverdenen, at også hun kunne levere svømning i rekordtider. Således blev den fynske svømmer noteret for den danske rekordtid 30,77. Dermed blev Majken Thorups rekord fra 2003 slettet og skiftet ud med en ny rekord, som er 44/100 sekunder hurtigere.
En superflot præstation af Rikke, som sluttede på en samlet tredjeplads og dermed også er videre til aftenens semifinale.
 
I herrernes indledende 100 m butterfly lykkedes det for Mathias Gydesen, Sigma/Allerød, at slette Jakob Andkjærs danske rekord og forbedre tiden med lige præcis 1/100 sekunder, således den nye rekordtid nu lød på 52,48. Et fint løb af Mathias, hvis nye rekord dog kun fik en levetid på få minutter. Således svømmede Jakob Andkjær selv med i samme konkurrence blot i et senere heat. Her blev Jakob noteret for den stærke tid, 51,57. Dermed blev svømmeren fra VAT/VI39 atter indehaver af den danske rekord på distancen efter at have måttet slippe titlen et par minutter.
Jakob sluttede på en samlet syvendeplads og er dermed også her med videre til aftenens semifinale. Mathias Gydesen sluttede her som nummer 22.
 
I herrernes indledende 4 x 50 m holdmedley lykkedes det også for det danske hold at sætte dansk rekord i tiden 1.35,77. En rigtig flot præstation, som forbedrer den tidligere danske holdkaprekord fra 2004 med ikke mindre end 3,42 sekunder. 
 
Holdet bestod af:
Mathias Gydesen, Sigma/Allerød: 24,84.
Kristian Outinen, VAT/VI39: 26,81.
Emil Dall-Nielsen, Sigma/Allerød/Elitecenter: 23,26.
Jakob Andkjær, VAT/VI39: 20,86.
 
Trods det fine resultat måtte herrerne desværre se sig placeret lige præcis uden for finalen på den lidt ærgerlige niendeplads. Men der blev nu også svømmet særdeles stærkt her. Således blev der sat verdensrekord af det hurtigste hold - herrerne fra Rusland - i tiden 1.33,77.   

Den danske juniorrekord, som er blevet sat torsdag formiddag, stod AGF´s Pernille Larsen for i indledende 100 m rygsvømning. Her sluttede Pernille på en samlet 11. plads i tiden 59,30 og forbedrede derved Louise Ørnstedts syv år gamle danske juniorrekord med 26/100 sekunder. En stærk præstation af Pernille Larsen, som dermed er med videre til aftenens semifinale. 

Med i samme løb var også Elspa Mørkøre fra West Swim Esbjerg. Elspa blev her noteret for tiden 58,98, hvilket placerede hende på en samlet 10. plads. Således kan vi også glæde os til at skulle følge West Swim Esbjerg-svømmeren i denne semifinale i aften.

I damernes indledende 200 m butterfly blev det til en samlet niendeplads til Micha Østergaard fra West Swim Esbjerg/Elitecentret i tiden 2.08,52. Grundet to-nationers reglen, der betyder, at kun to svømmere fra samme nation kan kvalificere sig til en finale, er det dog blevet til en finaleplads for Micha, idet Ungarn havde ialt tre svømmere med videre. Herligt for os, som nu kan glæde os til et gensyn med West Swim Esbjerg-svømmeren i aftenens finale.

Også Mads Glæsner er med videre til en finaleplads torsdag aften efter at have svømmet indledende 400 m fri torsdag formiddag. Svømmeren fra Allerød/Sigma/Elitecentret blev her noteret for tiden 3.41,77, hvilket igen resulterede i en samlet niendeplads. Her var det så Italien, der havde tre svømmere kvalificeret, hvilket betød, at Danmark også her fik en svømmer med i aftenens finale. Således igen to-nationers reglen, som gjorde sig gældende. 

Sigma/Allerøds Louise Jansen leverede en flot præstation torsdag formiddag i indledende 200 m individuel medley. Her kom Louise i mål i tiden 2.10,66 - en tid, som er blot 22/100 sekunder fra Julie Hjorth-Hansens danske rekord på distancen. Louise sluttede på en samlet niendeplads, blot 5/100 sekunder fra en finaleplads. Alligevel kan vi nu glæde os til at skulle følge Louise i finalen, idet én af de øvrige konkurrenter efterfølgende har trukket sig fra løbet.

Endelig skal også Jeanette Ottesen nævnes her, som torsdag formiddag svømmede indledende 100 m fri. Her blev det til en fin tid tæt på Jeanettes egen danske rekord på distancen i 52,93. Svømmeren fra KVIK Kastrup sluttede her på en flot samlet andenplads og er dermed videre til aftenens semifinale på denne distance.

Opsamlende kan vi i aften således glæde os til at skulle følge:
Herrer, 400 m fri, finale: Mads Glæsner, Allerød/Sigma/Elitecentret.
Damer, 200 m individuel medley, finale: Louise Jansen, Allerød/Sigma.
Damer, 200 m butterfly, finale: Micha Østergaard, West Swim Esbjerg/Elitecentret.
Herrer, 50 m fri, semifinale: Jakob Andkjær, VAT/VI39.
Damer, 50 m brystsvømning, semifinale: Rikke Møller Pedersen, STO95/FREM.
Damer, 100 m rygsvømning, semifinale: Elspa Mørkøre, West Swim Esbjerg, og Pernille Larsen, AGF.
Herrer, 100 m butterfly, semifinale: Jakob Andkjær, VAT/VI39.
Damer, 100 m fri, semifinale: Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup.

Finaleafsnittet begynder klokken 16.30.

Læs mere om mesterskaberne på den særlige EKM-hjemmeside: http://www.rijeka2008.com/Sadrzaj/Home.php?id=Hom%26lang=Eng
Alle resultater kan ses på www.omegatiming.com
 
Eurosport transmitterer live fra finaleafsnittene hver dag.
   
Kontakt til EKM-truppen under mesterskaberne
Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen og informationsmedarbejder Nora Thomsen er med EKM-truppen i Kroatien.
Lars Sørensen kan kontaktes på mobil: 2920 6160.
Nora Thomsen kan kontaktes på mobil: 2149 0937.
 
Alt henvendelse til svømmerne bedes gå via Lars Sørensen eller Nora Thomsen. Således henstiller vi til, at pressen undlader at kontakte svømmerne direkte under mesterskaberne, men derimod retter henvendelse til Lars Sørensen eller Nora Thomsen for nærmere aftaler.
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Eliteafdelingen
 
Nora Thomsen
Informationsmedarbejder
 
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460

www.svoem.dk


 






Cookieindstillinger