0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Danmark svømmede igen langt

17-10-2008
Svømmestævnet Danmark Svøm Langt resulterede søndag i flotte pengepræmier til svømmeklubber over hele landet. I Brøndby blev arrangementet brugt til at fejre Vestbadets 50 års fødselsdag.

Af: 109

Det populære Danmark Svøm Langt er traditionen tro blevet afholdt i en lang række svømmehaller på denne første søndag i oktober.
Helt præcis 37 svømmeklubber/svømmehaller har i år valgt at deltage i Danmark Svøm Langt, hvilket er 11 deltagere mere sammenlignet med sidste år. Blandt deltagerne har også denne gang været Nuuk Svømmeklub, som grundet tidsforskellen, begyndte allerede klokken 6.00 lokal tid.

Stævnet, som giver plads til alle svømmeglade børn og voksne - også de, som ikke færdes i en svømmehal til daglig - krydres med flotte pengepræmier fra Dansk Svømmeunion.

Der er således i dag fundet vindere inden for tre kategorier, som dermed kan se frem til at modtage pengepræmier i den nærmeste fremtid. De tre præmiekategorier er:
Præmier til de klubber, som formåede at få flest personer i vandet.
Præmier til de klubber, som fik flest personer i vandet i forhold til indbyggertal.
Præmier til de klubber, som tilbagelagde flest meter.

Vinderne i Danmark Svøm Langt 2008 er:

I kategorien "flest personer i vandet"
Nummer 1: Swim Team Esbjerg og West Swim Esbjerg i Svømmestadion Danmark (352 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. 
Nummer 2: Blåvandshuk Svømmeklub i Blåvandshuk Idrætscenter (331 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner.
Nummer 3: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Idrætscenter (301 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner. Bjerre Herred Svømmeklub vandt sidste år i denne kategori.

I kategorien "flest personer i vandet i forhold til indbyggertal"
Nummer 1: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Idrætscenter (301 deltagere = 10,84 procent). Præmiesum: 5.000 kroner. Bjerre Herred Svømmeklub vandt også i denne kategori sidste år.
Nummer 2: Svømmeklubben RASK i Rønbjerg Feriecenter (146 deltagere = 8,84 procent). Præmiesum: 3.000 kroner. Svømmeklubben Rask blev også nummer to sidste år i denne kategori.
Nummer 3: Blåvandshuk Svømmeklub i Blåvandshuk Idrætscenter (331 deltagere = 8,81 procent). Præmiesum: 2.000 kroner.

I kategorien "flest tilbagelagte meter i vandet"
Nummer 1: OSLF/OSK/Frem Odense i Odense Universitets Svømmehal (650.100 meter tilbagelagt af ialt 202 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. OSLF/OSK/Frem blev nummer to sidste år i denne kategori.
Nummer 2: Svømmeklubben Triton Ballerup i East Kilbride Badet (583.700 meter tilbagelagt af ialt 240 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner. Svømmeklubben Triton Ballerup blev nummer ét i denne kategori sidste år.
Nummer 3: Swim Team Esbjerg og West Swim Esbjerg i Svømmestadion Danmark (502.950 meter tilbagelagt af ialt 352 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner.

Danmark Svøm Langt appellerer bredt i befolkningen 
Når dørene åbnes i de lokale svømmehaller søndag formiddag klokken 10.00 til dette store fællesarrangement, møder friske deltagere op i alle aldersgrupper. Således er Danmark Svøm Langt en begivenhed, hvor der er plads til både de mindste vandhunde, som måske knap nok har lært at svømme endnu, side om side med byens ældre veteraner. Alle kan være med og alle ér med.  

Som deltager i Danmark Svøm Langt er der ingen krav og forventninger om, at man fokuserer på at svømme stærkt og langt. Der er tale om et folkeligt stævne med det primære formål at få så mange mennesker som muligt til at opleve en herlig stund i nogle af landets mange skønne svømmehaller.
Men skulle man have lyst til at yde en særlig indsats i bassinet, så er det naturligvis også helt i orden. Og man kan roligt sige, at der er blevet gået til den i mange af svømmehallerne i dag. Et par flotte eksempler: 
 
I Kærsmindebadet, Randers, hvor RGF Neptun holder til, svømmede ni-årige Sofie Jørgensen ikke mindre end 5.000 meter. En flot præstation, må siges.   
I Maglegårdsbadet, Roskilde, formåede en lille frisk gut på tre år at svømme 300 meter sammen med sin mor. Sådan!
Noget tilsvarende kunne man opleve ved Danmark Svøm Langt i Ebeltoft. Her svømmede drengene Asbjørn på fire år og Peter på tre år hver 600 meter. Flot gået.
I samme svømmehal var 13-årige Pernille fem timer i bassinet, og præsterede i det tidsrum at tilbagelægge 10.000 meter. Stort tillykke til Pernille med denne kraftpræstation.
I Farum Svømmehal imponerede to-årige Conrad alle ved at svømme 200 meter. Og i Lystrup Skole Svømmehal blev det til 150 meter af Oliver Skjold Kroner Nielsen, hvilket er ganske godt gået taget i betragtning, at Oliver kun er fire måneder gammel. Vi formoder, at mor eller far har assisteret en smule.
Også på solskinsøen er der blevet gået til den på denne efterårs-søndag. Her svømmede eksempelvis 15-årige Didde Johansen ikke mindre end 19.650 meter.
 
Også blandt de ældre deltagere, er der blevet leveret flotte præstationer i dag.
I Blåvandshuk Idrætscenter har ægteparret Thorvand og Gerda Foug på henholdsvis 97 og 92 år begge svømmet 50 meter. Også 92-årige Niels gjorde det godt i Videbæk Svømmehal i dag. Han formåede at tilbagelægge ikke mindre end 800 meter.
I Nuuk, hvor Danmark Svøm Langt er blevet afholdt i den smukke Malik svømmehal, var ældste deltager 66-årige Arne Jensen, som svømmede 11.700 meter. Yngste deltager, Misu Sendorovitz, på 12 måneder, var frisk med sine 100 meter svømning.
 
Af andre flotte historier, kan nævnes:
En familie på fire personer fra Børkop kørte til Odense Universitets Svømmehal og deltog dér i Danmark Svøm Langt. De svømmede i alt 29 kilometer, hvoraf de 19 blev tilbagelagt af sønnen - 14-årige Patrick.
I Vestbadet deltog to voksne handicap-svømmere i hele arrangementet. Her tilbagelagde Nadia 16.600 meter og Louise 14.400 meter i tidsrummet 10.00 – 16.00.
Endelig skal nævnes Danmark Svøm Langt arrangementet i Bjerringbro. Her havde man valgt at tilbyde hallens gæster et indblik i, hvad man også kan bruge et besøg i en svømmehal til. Således var der her eksempelvis smagsprøver på vandgymnastik, Aqua Jogging, livredning, dykning, babysvømning, ”Sauna Gus” og den særlige disciplin ”Qui Gong”, som efter sigende skulle være svømningens svar på Tai Chi.
 
Ovenstående udgør blot et lille udpluk af de mange imponerende og søde historier, som Dansk Svømmeunion og Halinspektørforeningen har modtaget fra de mange arrangementssteder i dag, søndag. Således rummer Danmark Svøm Langt utallige herlige historier om både små og store, som har været med til at fejre denne årligt tilbagevendende begivenhed over det ganske land.

I alt 4.643 personer har opnået diplom for at have deltaget aktivt i Danmark Svøm Langt 2008. Disse personer har tilsammen tilbagelagt i alt 7.664.650 meter.

Alle resultater fremgår af Dansk Svømmeunions hjemmeside - www.svoem.dk

På gensyn den 4. oktober i Sportsåret 2009
Dansk Svømmeunion og Halinspektørforeningen takker de tilmeldte klubber og haller for at være med til at gøre denne dag til en aktiv svømmesøndag. Vi håber, at rigtig mange svømmeklubber og haller også til næste år vil være med, når det dér går løs søndag, den 4. oktober. 

På gensyn til næste år.

Dansk Svømmeunion & Halinspektørforeningen.

Nora Thomsen
Informationsmedarbejder
Dansk Svømmeunion
 
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460

 






Cookieindstillinger