605 motions- og konkurrencesvømmere i kanalerne rundt om Christiansborg på lørdag
27-08-2008 På lørdag afholdes Christiansborg Rundt for tredje gang - denne gang i følgeskab af DM i 10 km. åbent vand-svømning.
Af: 21
Så er det på lørdag, at Dansk Svømmeunion afholder Christiansborg Rundt svømningen i kanalerne rundt om Christiansborg. I alt 605 friske vandhunde er klar til at udfordre kanalerne, når Københavns kulturborgmester Pia Allerslev har forestået den officielle åbning klokken 10.00.
Med blot tre dage til årets helt store åbent vand-arrangement, Christiansborg Rundt 2008, er der travlhed i Dansk Svømmeunion, hvor de sidste finjusteringer skal klares inden det går løs på lørdag.
Det er nu tredje år i træk at Dansk Svømmeunion afholder Christiansborg Rundt i samarbejde med Wonderful Copenhagen. Deltagerantallet er steget støt med årene, således vi i år nu er oppe på ikke færre end 605 forhåndstilmeldte svømmere. Dertil kommer de deltagere, som først tilmelder sig på selve dagen.
De 605 deltagere udgøres primært af motionssvømmere, men også konkurrencesvømmere vil være at finde i de smukke københavnske kanaler lørdag formiddag. Blandt nuværende topsvømmere er eksempelvis Jacob Carstensen, tidligere OL-deltager, som nu kombinerer sin svømning med konkurrencelivredning. Netop i konkurrencelivredning sikrede Jacob sig en flot bronzemedalje ved VM i Tyskland i juli måned. Medaljen blev kæmpet hjem i disciplinen 200 meter forhindringssvømning.
Fra 1900 meter til præcis to kilometer Turen rundt om Christiansborg er i år justeret til med bøjer, således strækningen denne gang bliver på præcis to kilometer. Tidligere har strækningen været målt til 1900 meter. Start- og målområdet vil være at finde ved Frederiksholms Kanal ud for Tøjhusmuseet. Her sendes svømmerne af sted i grupper af cirka 25 deltagere, hvorefter turen fortsætter ud i havnebassinet, forbi Den sorte Diamant, langs havnefronten, under Knippelsbro, forbi Børsen, Højbro Plads og Gammel Strand sluttende med opløb i Frederiksholms Kanal.
Mulighed for eftertilmelding på selve dagen Personer, der ønsker at deltage i Christiansborg Rundt, og som ikke har forhåndstilmeldt sig, kan tilmelde sig lørdag formiddag i start-/målområdet. Tilmelding finder sted i informationsteltet i tidsrummet 09.00 – 10.30.
Christiansborg Rundt i år med følgeskab af DM i 10 kilometer åbent vand-svømning – som optakt til næste års World Cup For fremmødte tilskuere bliver der foruden Christiansborg Rundt også mulighed for at følge et vaskeægte Danmarks Mesterskab i åbent vand-svømning i de københavnske kanaler lørdag formiddag. Således afholder Dansk Svømmeunion foruden Christiansborg Rundt også DM i 10 kilometer åbent vand-svømning. Det er første gang, at dette mesterskab afholdes i København, og er den egentlige årsag til, at ruten rundt om Christiansborg i år er justeret til, således den måler præcis to kilometer. DM-svømmerne skal dermed svømme fem runder for at nå op på de 10 kilometer. Mesterskabet gælder også for juniorer.
Dette 10 kilometer åbent vand-mesterskab er det eneste af sin art i Norden.
For at stille op til DM kræves, at svømmerne ikke er iført våddragt. Sideløbende med DM har Dansk Svømmeunion også givet svømmere mulighed for at være med på denne lange distance i et motionsløb. Her er det således tilladt, og tilrådes af unionen, at være iført våddragt. I alt knap 20 personer stiller op på maratondistancen lørdag formiddag.
Svømmerne, som deltager i 10 kilometer DM, sendes af sted klokken 09.00. Få minutter herefter sendes motionisterne på 10 kilometer distancen af sted. Disse svømmere er dermed godt i gang med deres løb, når Christiansborg Rundt sættes i gang en time senere.
At Dansk Svømmeunion afholder et DM i 10 kilometer åbent vand-svømning i forbindelse med Christiansborg Rundt skal ses i lyset af, at unionen, til næste år, er vært for et World Cup i netop 10 kilometer åbent vand-svømning. Her skal dette store internationale stævne holdes samme dag som Christiansborg Rundt og i de samme kanaler. Med DM i 10 kilometer åbent vand-svømning på programmet lørdag, får arrangørerne mulighed for at teste afviklingen af en officiel 10 kilometer svømmekonkurrence, før det gælder næste års store World Cup-begivenhed.
Kig forbi og vær’ med til at skabe de festlige rammer for en sjov og anderledes svømmebegivenhed Starten på 10 kilometer åbent vand-svømning går klokken 09.00. Her sendes knap 20 svømmere af sted i alt. Det er dog først i forbindelse med starten på Christiansborg Rundt klokken 10.00, at der vil være officiel åbningstale ved Københavns kulturborgmester Pia Allerslev. Klokken 10.10 sendes de første svømmere af sted. Kulturborgmesteren vil ligeledes deltage i præmieoverrækkelserne, som forventes at finde sted klokken 12.30. Her vil der være præmieoverrækkelser for vinderne af DM i 10 kilometer åbent vand-svømning samt for vinderne af Christiansborg Rundt.
Hele arrangementet ventes afsluttet klokken 13.00. For pressen vil der være mulighed for at følge svømmerne fra følgebåde. Kontakt Dansk Svømmeunions informationsmedarbejder herom. Kontaktinfo fremgår nedenfor. Dansk Svømmeunion håber, at rigtig mange mennesker vil finde vej til Frederiksholms Kanal og andre steder på ruten og være med til at heppe de friske deltagere afsted. Kom og vær’ med og nyd en kop gratis kaffe på pladsen.
Christiansborg Rundt 2008 afholdes i samarbejde med Wonderful Copenhagen, TrygFonden og Politiken (mediepartner). Arrangementet er ydermere støttet af Københavns kommune (præmier), Teatermuseet i Hofteatret (præmier), Slots- og Ejendomsstyrelsen - Christiansborg Slotsforvaltning (præmier), Kavli (Sunmaid rosiner), Unilever (Knorr suppe), Egmont Magasiner (magasinet Fit living) og Café Noir.
For yderligere information om Christiansborg Rundt 2008 og DM i 10 kilometer åbent vand-svømning kan, foruden nedenstående, også klubchef Morten Kjær kontaktes på telefon: 4439 4454 / mobil: 2170 4405.