Vellykket Limfjordskrydser lørdag eftermiddag med 235 svømmere i vandet
23-08-2008 For andet år i træk har Dansk Svømmeunion været med til at afholde åbent vand-begivenheden Limfjordskrydseren. Nu med to distancer på programmet. (Arkivfoto 2007).
Af: 21
For andet år i træk har Dansk Svømmeunion, i samarbejde med Nørresundby Idrætscenter – Svømmeland, Aalborg Svømmeklub og Svømmeklubben Nord, i dag afholdt åbent vand-begivenheden Limfjordskrydseren.
Med dejligt tørvejr under hele arrangementet inklusive solskin i forbindelse med præmieoverrækkelserne, var rammerne for dette års udgave af Limfjordskrydseren meget fine. Rigtig mange lokale borgere havde fundet vej til startstedet ved kanalen i Aalborg Vest, hvor de stod parate til at heppe de mange friske svømmere afsted på turen. Der var således en herlig lørdagsstemning i området, hvor tilskuere stod næsten som sild i en tønde, for at komme til at nyde det unikke syn af svømmere på vej ud i Limfjorden.
I år var der mulighed for at vælge mellem to distancer. Svømmeturen i fugleflugtslinje fra Aalborg Vest til lystbådehavnen på Nørresundby-siden på i alt 600 meter, og så den mere krævende tur på 1500 meter, hvor svømmerne blev ledt ud til en bøje placeret ved Jernbanebroen, retur til kanalens udmunding, og så ellers over mod Nørresundby.
Mens ruten direkte fra Aalborg til Nørresundby er en gentagelse af sidste års Limfjordskrydser, var 1500 meter distancen en ny valgmulighed i år. Denne er kommet til på baggrund af henvendelser fra flere af sidste års deltagere, som meget gerne så en længere og mere krævende distance med på programmet.
Resultater 600 meter-distancen Vinder af 600 meter distancen blev, på damesiden: Lone Nielsen, Aalborg Svømmeklub, i den meget flotte tid: 10 minutter, 33 sekunder. På herresiden blev der rift om førstepladsen mellem de lokale svømmere fra Aalborg Svømmeklub, Simon Sønderup Jensen og Peter Sørensen. Simon trak her det længste strå og blev vinder i tiden 8 minutter, 10 sekunder. Peter måtte således ”nøjes” med andenpladsen, blot 2 små sekunder efter klubkammeraten, i tiden: 8 minutter, 12 sekunder. Ind på tredjepladsen kom, ligeledes fra Aalborg Svømmeklub, Benny Nielsen, tidligere OL sølvmedalje vinder, i tiden: 8 minutter, 44 sekunder.
1500 meter-distancen Hurtigste dame på den lange distance blev Iben Trode Johansen, Nørresundby Idrætscenter – Svømmeland, i tiden 24 minutter, 24 sekunder. På herresiden blev det Martin Jensen, Fredericia Tri-Team Elite, der kom hurtigst i mål i tiden: 17 minutter, 35 sekunder. Martin Jensen vandt også sidste års Limfjordskrydser, hvor der kun var 600 meter distancen på programmet.
En komplet resultatoversigt vil fremgå af Dansk Svømmeunions hjemmeside i løbet af mandag, den 25. august – se www.openwater.dk
I alt 235 svømmere klarede sig igennem strabadserne og nåede i mål ved Nørresundby Lystbådehavn. Ni svømmere tilmeldte sig på selve dagen i startområdet. De øvrige deltagere havde forhåndstilmeldt sig via Dansk Svømmeunions hjemmeside. 15 svømmere måtte udgå undervejs.
Flot premiere-tilslutning på 1500 meter distancen giver tro på en gentagelse til næste år I Dansk Svømmeunion er der stor tilfredshed med afviklingen af dette års Limfjordskrydser: - Det har i Dansk Svømmeunion været en fornøjelse at være med til, sammen med de lokale svømmeklubber og Nørresundby Idrætscenter – Svømmeland, at arrangere denne helt specielle åbent vand-event, som det jo må siges at være. Det er nu engang et sjældent syn at se så mange friske svømmere begive sig afsted på den udfordrende tur over fjorden. Det er samtidig skønt at mærke, at også den nye, noget mere krævende distance, er blevet så godt modtaget, som tilfældet har været. Mere end 50 svømmere har i dag valgt at udfordre sig på denne strækning, hvilket må siges at være en flot premiere, udtaler Dansk Svømmeunions klubchef, Morten Kjær, der på den baggrund vurderer, at den lange distance også vil være at finde på programmet til næste år. - Med mere end 50 tilmeldte i år, føler jeg mig meget sikker på, at vi også til næste år vil give deltagerne mulighed for at udfordre sig selv på denne distance, lyder det således fra klubchefen i Dansk Svømmeunion.
Datoen for næste års Limfjordskrydser er endnu ikke fastlagt, men ifølge Morten Kjær vil arrangementet blive gennemført i løbet af august måned. Hold øje med www.openwater.dk for nærmere information.
Se billeder fra dagens våde oplevelse i Nordjylland på www.openwater.dk i løbet af de førstkommende dage.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions klubchef, Morten Kjær, kontaktes på mobil: 2170 4405.
Limfjordskrydseren udgør ét af i alt seks åbent vand-begivenheder, som Dansk Svømmeunion er involveret i hen over sommeren 2008.
Kommende åbent vand-begivenheder i regi af Dansk Svømmeunion Christiansborg Rundt: 30. august. Helsingør – Helsingborg: 6. september