17-08-2008 Med solskin, svag vind, få bølger og en vandtemperatur på 18 grader i Vejle Fjord, var vejret søndag eftermiddag perfekt til åbent vand-begivenheden Vejle Fjordsvøm.
Af: 21
For fjerde gang har Dansk Svømmeunion i samarbejde med den lokale svømmeklub, Vejle Svømmeklub Triton, i dag afholdt åbent vand-begivenheden Vejle Fjordsvøm, som lokker både motionister og konkurrencesvømmere til fjorden, for at deltage i den 1,3 kilometer lange tur over fjorden.
I år gennemførte i alt 179 svømmere den friske distance som tog sit udgangspunkt fra sydsiden af fjorden, mens målområdet var ved badestranden Albuen. Kun tre svømmere måtte trække sig undervejs. De blev straks hjulpet i land af de mange tilstedeværende livreddere. Således var sikkerheden helt i top med assisterende lokale livreddere samt kystlivreddere fra Trygfonden kystlivredning.
Vinder af løbet blev på damesiden Mathilde Pugholm Hvid, Holstebro Svømme Club, i tiden 18 minutter, 44 sekunder. På herresiden var hurtigste svømmer Lasse Hansen, Swim Team Esbjerg, i tiden 17 minutter, 58 sekunder.
Der var god stemning i målområdet, som blev skabt af et par hundrede fremmødte tilskuere. Således blev de friske vandhunde modtaget som sig hør og bør med piften og massive klapsalver, da de langt om længe have klaret de hårde strabadser på Vejle Fjord.
I både Dansk Svømmeunion og Vejle Svømmeklub Triton, er man meget glade og tilfredse med dagens våde arrangement: - Det har bare været en fantastisk dag her ved Vejle Fjord, og jeg er rigtig glad for måden, hvorpå Vejle Fjordsvøm er forløbet i år. Når jeg tænker på arrangementet sidste år, som bestemt også forløb rigtig godt, er jeg dog i år meget lettet over, at begivenheden fik lov til at blive afviklet under noget mere nådige vejrforhold. Vejret betyder jo utroligt meget for oplevelsen af vores åbent vand-arrangementer, derfor håber vi altid på, at det skal blive solskin og milde vandtemperaturer. Og sådan har det lige præcis været i dag, udtaler en yderst tilfreds klubchef i Dansk Svømmeunion, Morten Kjær.
Også Vejle Svømmeklub Tritons forretningsfører, Ulla Pontoppidan, er begejstret oven på dagens friske arrangement: - Nu er det første gang, jeg er med til at arrangere Vejle Fjordsvøm, så jeg må da indrømme, at der har været sommerfugle i maven op til selve dagen. Og nu kan jeg så med stor glæde konstatere, at arrangementet bare er forløbet til UG. Det er gået over alt forventning både hvad angår deltagelse af rigtig mange glade svømmere og hvad angår opbakning fra hjælpere, som lige præcis har vidst, hvori deres funktion bestod. Med en kombination af mange glade deltagere, hjælpere ved strandkanten samt dygtige og professionelle kystlivreddere på fjorden, ja, så kan det kun blive en god oplevelse. Og at vejret så har været med os i dag, det sætter jo unægteligt prikken over i’et, udtaler Ulla Pontoppidan fra badestranden Albuen.
Dansk Svømmeunion og Vejle Svømmeklub Triton har fastlagt næste års arrangement, som vil blive afholdt den 16. august. Sæt således allerede nu et stort kryds i kalenderen ud for denne dag.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions klubchef, Morten Kjær, kontaktes på mobil: 2170 4405. Lokal kontaktperson, Ulla Pontoppidan, forretningsfører i Vejle Svømmeklub Triton, kan kontaktes på mobil: 4222 7538.
En samlet resultatliste fra Vejle Fjordsvøm vil blive lagt på Dansk Svømmeunions hjemmeside – www.svoem.dk – i løbet af mandag, den 18. august. Se også billeder fra eventen på samme hjemmeside. Disse vil ligeledes blive offentliggjort i løbet af mandagen.
Vejle Fjordsvøm udgør ét af i alt seks åbent vand-begivenheder, som Dansk Svømmeunion er involveret i hen over sommeren 2008. __________________________________________________ Kommende åbent vand arrangementer i regi af Dansk Svømmeunion Amager Open Water: 21. august Limfjordskrydseren: 23. august Christiansborg Rundt: 30. august Helsingør-Helsingborg: 6. september