OL-svømning lørdag - finaleafsnit: OL-bronze til Lotte Friis i 800 fri
16-08-2008
Af: 21
Lørdag, den 16. august 2008 bliver en dag, som uden tvivl vil skrive sig ind i dansk svømmehistorie. For lørdag den 16. august 2008 blev dagen, hvor det oven på 20 års venten atter blev til OL-medalje til en dansk svømmer. Dermed er det allerede afsløret, at Lotte Friis (Allerød/Sigma/Elitecentret) i lørdagens finaleafsnit formåede at kæmpe sig ind på en medaljeplads i 800 fri finalen. Det blev nemlig til en flot bronze OL-medalje til 20-årige Lotte i tiden 8.23,03 – en tid, som er små 1,3 sekunder fra den danske svømmers egen nye danske/nordiske rekordtid, sat for to dage siden i det indledende afsnit.
Lykkelig Lotte Friis: Det føles helt uvirkeligt Oven på løbet fortalte en ovenud lykkelig Lotte Friis om oplevelsen: - Jeg er bare så glad så glad. Det er helt vildt fantastisk at være endt med en medalje om halsen. Det føles også helt uvirkeligt for mig lige nu. Da jeg kom i mål og fandt ud af, at jeg var blevet tre’er, tænkte jeg ”nej, det er ikke rigtigt”, så jeg måtte lige tjekke tavlen en ekstra gang, før jeg rigtig forstod, at den var god nok. Om selve løbet havde Lotte Friis følgende bemærkninger: - Jeg havde svært ved at vurdere løbet undervejs, og på de sidste måske 200 meter kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at blive træt. Men så tænkte jeg, at det bare ikke kunne passe, at jeg skulle gå ned nu, og så kæmpede jeg bare videre, fortalte altså Danmarks OL-bronzevinder fra Beijing. Godt, at Lotte ”bare” kæmpede videre.
Kulmination på hårdt udviklingsarbejde med stor kredit til Team Danmark Også Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, er utroligt glad oven på Lottes medalje-præstation: - Jeg er naturligvis også hele følelsesregistret igennem. Jeg er stolt, jeg er rørt og jeg er meget lykkelig over Lottes præstation. Det er en utrolig flot afslutning på dette OL, for os, fortæller Lars Sørensen, som ikke er i tvivl om, at resultatet skal ses i lyset af flere års hårdt arbejde indenfor dansk elitesvømning: - Det her er kulminationen på seks års hårdt udviklings-arbejde i dansk svømning, og det med stor kredit til Team Danmark, som har skabt eliteafdelingen de rammer, der skulle til, for at vi har kunnet arbejde os frem til det niveau, vi er på nu, lyder det afslutningsvis fra en rørt elitechef i Dansk Svømmeunion.
Guldvinder i 800 m fri finalen blev engelske Rebecca Adlington i ny verdensrekord-tid: 8.14,10. Sølv til Alessia Filippi fra Italien i tiden 8.20,23.
Sidst Danmark svømmede sig til en OL-medalje var helt tilbage i 1988, hvor Benny Nielsen, i 200 m butterfly, svømmede sig til en sølvmedalje. 20 år skulle der således gå før vi atter kunne opleve Dannebrog ryge til tops ved de Olympiske Leges svømmekonkurrencer.
11. plads til Jeanette Ottesen i 50 m fri semifinale Danske Jeanette Ottesen svømmede lørdag morgen semifinale i 50 m fri. Her blev det til en samlet 11. plads i tiden 24,86 – blot 3/100 sekunder fra KVIK Kastrup-svømmerens nye danske rekord på distancen sat i gårsdagens indledende afsnit. Et godt løb af den 20-årige dansker. Med en 11. plads i dette løb er Jeanettes deltagelse ved disse Olympiske Lege nu også et overstået kapitel.
Danmark har ikke flere svømmere i konkurrence ved OL.
Opsamling på resultaterne Det er blevet til stribevis af danske/nordiske rekorder på de otte dage, konkurrencen har varet for de danske svømmere. Med de nye rekordtider er helt op til 19- og 16-årige gamle rekorder nu slettet fra den danske/nordiske langbane-rekordliste. Også samtlige Mette Jacobsens langbane-rekorder er med dette OL fjernet fra listen. Helt konkret har der været 26 starter for de danske svømmere. Her er det blevet til 12 danske rekorder, seks nordiske rekorder, fem semifinalepladser og to finalepladser. Og så er det blevet til bronze til Danmark. Ikke mindst. Og det i sidste afsnit med dansk deltagelse. En smukkere måde at slutte af på findes ikke. Dannebrog røg til tops, mens vi alle kunne glædes over at se danske Lotte Friis med OL-bronze om halsen.
Sådan sættes der punktum med manerer.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: +86 1391 0071 140. Vær opmærksom på tidsforskellen på seks timer.