OL-svømning søndag - finaleafsnit: Ingen finaleplads til Jeanette Ottesen i 100 m butterfly
10-08-2008
Af: 21
I søndagens finaleafsnit var danske Jeanette Ottesen med i 100 m butterfly semifinalen. Oven på gårsdagens indledende tid - 58,44 - som rakte til en samlet 15. plads, skulle det blive spændende at se, hvordan søndagens semifinale skulle gå for den 20-årige svømmer.
I semifinalen søndag morgen blev Jeanette noteret for tiden 59,29, hvilket endnu engang resulterede i en samlet 15. plads til svømmeren fra KVIK Kastrup. Om løbet fortæller elitechef Lars Sørensen fra Beijing: - Jeg talte kort efter løbet med Jeanette, som var noget overrasket over tiden. Hun havde selv under løbet en følelse af, at alt gik som det skulle, og at tiden ville blive okay. Derfor var det en underlig fornemmelse for hende efterfølgende at opdage, at tiden blev, som den gjorde. ”Jeg har sådan en lyst til at gøre løbet om lige nu med det samme”, udtalte hun overfor mig efterfølgende.
Således ingen finaleplads til Jeanette Ottesen på denne distance.
I søndagens indledende afsnit, som begynder 12.30 dansk tid, har vi to danske svømmere i konkurrence. Lotte Friis svømmer indledende 400 fri – et primært og således OL-kvalificeret løb for den 20-årige svømmer fra Allerød/Sigma/Elitecentret. Lotte er indehaver af den danske/nordiske rekord på denne distance med tiden 4.09,44.
Også Jon Rud er klar til start, når det går løs med indledende afsnit søndag. Her gælder det indledende 200 fri. Dette løb er kun et sekundært løb for 22-årige Jon fra West Swim Esbjerg/Elitecentret.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: +86 1391 0071 140. Vær opmærksom på tidsforskellen på seks timer.
Følg svømningen live på Eurosport og på TV2 Sporten. DR Sporten bringer uddrag fra svømmekonkurrencerne dagligt – dog ikke live.
Se billeder fra den danske svømmelejr og svømmekonkurrencerne på www.svoem.dk – kom direkte til siden via følgende link: t2w_898.asp