0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Svømmeklubben KVIK Kastrup ansætter svensk toptræner som ny elitetræner

01-07-2008
OL-svømmeren Jeanette Ottesens nye træner er en mand med mange års erfaring og mange internationale resultater i bagagen.

Af: 21

KVIK Kastrup har indgået aftale med den svenske toptræner Per Holmquist som klubbens nye elitetræner. Den nyopslåede stilling er en fuldtidsstilling, der som sit absolut primære arbejdsområde omfatter træningen af de 8-10 bedste svømmere i KVIK - herunder OL-svømmeren Jeanette Ottesen. Sammen med den nye cheftræner Mikkel Von Seelen skal Per således fortsætte den sportsligt eksplosive fremgang KVIK har haft de sidste 2-3 år.
 
Per Holmquist kommer fra en elitetrænerstilling i RAN – en klub hvor han tidligere har været cheftræner, men i dag bestrider omtrent samme stilling som han kommer til i KVIK Kastrup, nemlig træningen af de bedste svømmere i klubben. I år har han således været ansvarlig for træningen af den svenske OL-svømmer Ida Marko Varga ligesom Gabriella Fagundez, der også er OL-kvalificeret, stiller op for svenske RAN. Per har været træner siden 1985 – først som collegetræner i USA og de sidste 16 år som enten chef- eller elitetræner i svenske klubber. De tre svenske klubber har alle tre under Pers styring opnået placeringer som top 5 til svenske seniormesterskaber.
 
Med ansættelsen af 46-årige Per Holmquist er kabalen gået op med besættelsen af de to fuldtidsstillinger, og det er også en lettet formand, der konstaterer:
”Vi har haft mange spændende kandidater til begge stillinger, men jeg er helt overbevist om at vi med de konkrete valg er bedst muligt rustet til de udfordringer vi står overfor de næste år. Således er det en nødvendighed med to fuldtidstrænere hvis de bedste svømmere skal træne så meget på langbane og med så høj kvalitet som vi ønsker. Med to trænere på fuld tid kan vi ydermere imødekomme de øgede krav vi kommer til at stille til vore svømmere når vi om ikke alt for længe går i gang med projekt ”svømmer-løn”. Vi kan jo ikke stille større krav til svømmernes engagement og indsats hvis ikke klubbens ditto følger med.” udtaler formand Jan Urban Hansen.
 
Den afgående cheftræner glæder sig også over Per Holmquists ansættelse:
”Med Per som elitetræner har vi lige præcis fået den erfarne kapacitet der kan tage de bedste svømmere i klubben det næste skridt mod international elite. I samarbejde med Mikkel Von Seelen vil han kunne flytte på nogle af de ting det som træner har været meget tungt at flytte på alene de sidste 2-3 år. Jeg er helt overbevist om at dette team er det bedst tænkelige for KVIK. At Rikke Hjort fortsætter som assistent gør vores trænerteam komplet for de bedste 30 svømmere. Vi har fundet det helt rette mix af uddannelse, erfaring og også det for KVIK helt rette menneskesyn og træningssyn. Jeg er overbevist om at KVIK nu har det bedste trænerteam i Danmark, men om jeg har ret vil tiden – eller rettere tiderne – jo vise.” udtaler således Ricki Clausen.
 
Eventuelle spørgsmål til ovenstående kan rettes til formand Jan Urban Hansen (50909541) eller afgående cheftræner Ricki Clausen (26252531).
 
Mvh
Svømmeklubben KVIK Kastrup