Danmarks Idræts-Forbunds ærestegn overrakt i forbindelse med Dansk Svømmeunions generalforsamling
08-04-2008
Af: 21
I forbindelse med Dansk Svømmeunions generalforsamling lørdag, den 5. april, blev Walther Lundis overrakt Danmarks Idræts-Forbunds (DIFs) ærestegn.
Det var Jan Darfeldt fra DIF, som forestod overrækkelsen af ærestegnet. I sin tale til Walther Lundis lød det blandt andet: - Jeg kender dig jo ikke, Walther, men når jeg læser mellem linjerne i den meget flotte indstilling, så tænker jeg, at du nok tænker ”hvorfor lige mig”? Men nu er det jo altså sådan, at omverdenen en gang imellem ønsker at vise anerkendelse for det, der bliver gjort. DIF kørte sidste år en kampagne med fokus på netop det, at takke de frivillige. Her benyttede vi nogle anderledes sjove ord frem for at sige ”tak”. Det kunne være ”papegøjetang”, ”ballonskipper” eller noget helt tredje. Nu er det sådan, at det er Skagen Svømmeklub, der har indstillet dig. Derfor vil jeg nu sige ”fiskekutter” for din indsats og bede dig om at komme herop.
Med disse ord blev en meget glad og rørt Walther Lundis overrakt DIFs ærestegn og hyldet af generalforsamlingen.
Om Walther Lundis Walther Lundis er uddannet overdommer, underviser i svømning, livredning og officialkurser. Han har været medlem af Region Vest bestyrelse i årtier, i JET Svømmeklubs bestyrelse, i SVØM Område Nords udvalg med meget mere.
Walther Lundis beskrives i indstillingen fra Skagen Svømmeklub som en engageret, positiv og meget fair overdommer ved stævner. Walthers ledelse af officialmøder er velorganiserede og grundige. Under stævner er Walther en meget behagelig leder, som udstråler selvsikkerhed og fuldt overblik.
Walther har givet opbakning og vejledning til Skagen, da klubben i slutningen af 90’erne befandt sig i en bakkedal med hensyn til svømmere, ledere og officials. Hans råd, støtte og skulderklap har været af afgørende betydning for Skagen Svømmeklubs bestyrelse. Han gav således bestyrelsen troen på, at det kunne lykkes at vende skuden.
Som underviser har Walther blandt andet gennemgået flere modul 1, 2 og 3 kurser for Skagen Svømmeklub.
Walther Lundis har leveret en stor indsats for dansk svømning igennem mere end 30 år.
Dansk Svømmeunion ønsker Walther Lundis hjertelig tillykke med DIFs ærestegn og vil også her benytte lejligheden til at takke for en meget stor og flot indsats for dansk svømning.