I forbindelse med Dansk Svømmeunions generalforsamling 2008, som i dag er blevet afholdt på Dalum Landbrugsskole, blev unionens to tidligere bestyrelsesmedlemmer, Knud Jørgensen og Arthur Brander, hædret hver især for deres årelange indsats for dansk svømning.
Knud Jørgensen
Det var Dansk Svømmeunions formand, Kaj Aagaard, som forestod overrækkelsen. Om Knud Jørgensen fortalte formanden blandt andet: - Du har gennem tiden påtaget dig rigtig mange opgaver i Dansk Svømme og Livrednings Forbund og Dansk Svømmeunion. Du har overkommet meget og har altid været velforberedt.
Du er absolut ikke bange for at kæmpe for din sag og går ikke af vejen for et rask verbalt slagsmål. Det giver sammenstød, og det har da også givet sammenstød i bestyrelsesarbejdet. Vi har ikke været enige om alting, men om dig er der at sige, at vi altid finder på plads igen. Der er ingen bad feelings bagefter. Jeg ser dig som en god kammerat, der har ydet en uvurderlig indsats for dansk svømning igennem flere generationer.
Knud Jørgensen modtager buket af Dansk Svømmeunions formand,
Kaj Aagaard (Kaj Aagaard til højre).
Faktuelt om Knud Jørgensen
Knud Jørgensen begyndte sit politiske engagement i AGF svømmeafdeling tilbage i 50’erne. Blev hurtigt formand i AGF svømmeafdeling – en post, som Knud varetager den dag i dag.
Kom i 64 i Jysk Svømme Unions poloudvalg og havde fra 67 sæde i Jysk Svømme Unions bestyrelse, først som sekretær, dernæst, fra 84 – 86, som næstformand.
Blev formand for Jysk Svømme Union i 86.
I 1993 etableres Svømmeregion Vest og Svømmeregion Øst. Her har Knud Jørgensen siddet hele perioden som formand for Region Vest og har hele denne periode qua denne post haft en plads i forbundets/unionens bestyrelse.
Knud Jørgensen modtog tilbage i 1978 æresbevisningen DSF Nålen og i 1980 Danmarks Idræts Forbunds ærestegn.
Arthur Brander
Om Arthur Brander lød det i formand Kaj Aagaards tale blandt andet: - Din aktive karriere startede i Helsingør tilbage i 50’erne, men din ledergerning begyndte i en nybygget svømmehal på Stevns i 73. Du har været med uafbrudt lige siden, dels som formand i Køge Svømmeklub, dels som kursusleder i Sjællands Svømmeunion og siden som formand af flere omgange. I 1977 blev du overdommer, og er nok en af de mest anvendte overdommere i dansk svømning gennem tiderne. Vi har arbejdet sammen i kursusudvalget. Her har du altid været yderst flittig og ordentlig med det, du har foretaget dig. Man har altid kunnet stole på, at opgaverne blev udført, når de var i din varetægt. Vi har siddet i Dansk Svømmeunions bestyrelse sammen siden 2002. Du har arbejdet flittigt, påtaget dig mange opgaver og været en rigtig god sparringspartner for mig. Dit store kendskab til hvad, der rører sig i klubberne, har været gavnligt, ikke mindst i tiden, hvor vi arbejdede med vores vision. Det er mit håb, at du fortsat vil være en del af SvømmeDanmark. Du skal have en meget stor tak for din indsats for dansk svømning.
Arthur Brander og formand Kaj Aagaard på dagens
generalforsamling (formand Kaj Aagaard til højre).
Faktuelt om Arthur Brander
Svømmede i Helsingør Svømmeklub tilbage i 50’erne. Da St. Heddinge svømmehal blev bygget i 73, gik Arthur ind i bestyrelsesarbejdet i Stevns og fungerede samtidig som svømmelærer. Fortsatte til Herfølge, hvor han, efter en periode som menigt medlem af bestyrelsen, blev formand for klubben. I starten af 80’erne kom Arthur i Sjællands Svømme Unions bestyrelse som kursusleder.
Arthur var fortaler for en sammenlægning af Sjællands Svømme Union og Københavns Svømme Union til Svømmeregion Øst. Sammenlægningen blev en realitet i 1993. Har fungeret som formand for regionen i flere perioder og har siddet i forbundets bestyrelse i en lang årrække som regionens repræsentant.
Om Dansk Svømmeunions æresmedlemskab
SVØM æresmedlemskab er den absolut højest opnåelige anerkendelse i SVØM.
Som påskønnelse til personer, der i en årrække har ydet en ganske enestående og betydningsfuld indsats for svømmesporten – heriblandt i øverste SVØM-regi.
Tilbage i 2001 blev Elsa Gravgaard hædret med et æresmedlemskab. Herefter skulle der gå seks år, før prisen atter blev uddelt. Denne gang til Kai Holm (mangeårig DIF-formand med en stor fortid inder for dansk svømning).
Dansk Svømmeunion ønsker Knud Jørgensen og Arthur Brander hjertelig tillykke med hæderen.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Nora Thomsen
Informationsmedarbejder
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460
www.svoem.dk