EM - søndag, finaleafsnit: Dansk bronze, dansk rekord og generelt hurtige tider søndag aften
23-03-2008
Af: 21
Lotte Friis svømmede søndag aften en flot bronzemedalje hjem i 1500 m fri finalen i tiden 16.11,26, som omtalt i en tidligere pressemeddelelse søndag aften. En flot præstation af 20-årige Lotte fra Allerød/Sigma/Elitecentret, som dermed nu har sikret Danmark ædelt metal ved disse europæiske langbanemesterskaber.
I damernes 50 m fri semifinale svømmede Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup, en flot dansk rekord hjem i tiden 25,62. Jeanette sletter her Mette Jacobsens danske rekord på distancen, som har holdt siden 98, og forbedrer tiden med 2/100 sekunder. Med resultatet slutter Jeanette på en samlet 11. plads.
23-årige Julie Hjorth-Hansen svømmede 200 m butterfly semifinale her til aften i den flotte personlige rekordtid 2.11,61. Svømmeren fra Birkerød/Sigma forbedrer her sin bedste tid med næsten halvandet sekund og slutter på en samlet 12. plads.
Også Jakob Andkjær svømmede en god tid hjem søndag aften i herrernes 50 m fri semifinale. Jakob noteres således her for tiden 22,76, hvilket er væsentligt hurtigere sammenlignet med tiden fra indledende afsnit. Med præstationen bliver det til en samlet placering som nummer 15 for svømmeren fra VI39/VAT/Elitecentret.
Frem/STO95 svømmeren Rikke Møller Pedersen, som her til aften for første gang skulle prøve at stå distancen i en international semifinale, opnåede en samlet placering som nummer 15 i 50 m brystsvømning semifinalen i tiden 32,81.
I aftenens sidste løb – herrernes finale i 4 x 200 m fri holdkap – var også Danmark repræsenteret. Oven på det flotte resultat i indledende afsnit, hvor det blev til både dansk rekord og en tid under OL-kravet, skulle det blive spændende at se, hvor mange kræfter, der var tilbage i aftenens finale. Desværre var armene nok ved at være en anelse trætte her søndag aften, således blev det ikke til endnu en dansk rekord, men dog stadig en ganske pæn tid i 7.20,60 og en samlet sjetteplads til vores danske herrehold.
De fire danske svømmere leverede følgende tider: Jacob Carstensen, West Swim Esbjerg, 1.49,64. Jon Rud, West Swim Esbjerg/Elitecentret, 1.48,33. Emil Dall-Nielsen, Allerød/Sigma/Elitecentret, 1.51,44. Jakob Andkjær, VI39/VAT/Elitecentret, 1.51,19.
Guldet gik her til holdet fra Italien i tiden 7.09,94. Sølv til Rusland i 7.11,70. Bronze til holdet fra Østrig i 7.13,99.
Se alle resultater på www.omegatiming.com For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.
I morgen, mandag, er sidste EM-dag i Eindhoven. Indledende afsnit begynder også her klokken 9.00. Her bliver det eksempelvis spændende at følge Lotte Friis i indledende 400 m fri og det danske herrehold i indledende 4 x 100 m holdmedley.
Med venlig hilsen Dansk Svømmeunion Eliteafdelingen