Dansk Svømmeunion indleder jagten på ny landstræner
07-03-2008 Med syv måneder tilbage af landstræner Mark Regans kontrakt indleder Dansk Svømmeunion nu jagten på at finde dansk svømnings fremtidige landstræner.
Af: 21
Dansk Svømmeunion går efter at finde en landstræner med international erfaring, der skal overtage Mark Regans ambitiøse og resultatsøgende linje med at videreudvikle det kuld af store svømmetalenter, som står foran et internationalt gennembrud i perioden 2009 – 2012.
Landstrænerstillingen bliver slået op i såvel Danmark som i udlandet. Målet er at indgå en ansættelsesaftale med en ny landstræner inden sommerferien med tiltrædelse senest 1. januar 2009.
Bag ansættelsesproceduren ligger en detaljeret eliteplan for perioden 2009 – 2012, som de danske eliteklubber og senior-landsholdssvømmere bakker op om. Det overordnede sportslige mål med Eliteplan 2012 er at føre dansk svømning videre mod nye store internationale resultater.
Om ansættelsesproceduren udtaler Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen: - Jeg anerkender, at det sikkert bliver svært for os at finde en afløser på Marks niveau, men det er det, som er målet, og skal vi vente lidt på den rigtige kandidat, så er vi også indstillede på det, lyder det fra elitechefen, der også var med til at ansætte Mark Regan tilbage i 2002.
Om ansættelsesproceduren dengang fortæller Lars Sørensen: - Det var også svært at finde frem til Mark, men dengang, i 2002, turde vi være ambitiøse og have is i maven. Det gør vi også denne gang.
Også Team Danmark vil de kommende måneder følge udbyttet af stillingsopslaget med stor interesse. Direktør i Team Danmark, Michael Andersen, lægger ligeledes stor vægt på kontinuitet: - I fem år har Mark Regan, Dansk Svømmeunion og de mange talentfulde svømmere arbejdet målrettet på at løfte dansk svømning helt op i den internationale elite – og svømmernes resultater ved EM på kortbane og VM viser, at de er rigtig godt på vej. Det er vigtigt, at den nye landstræner er en international kapacitet, der arbejder med samme metoder og træningsperspektiver, så udviklingen fastholdes, udtaler Team Danmarks direktør.
For yderligere kommentarer kan Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, kontaktes på mobil: 2920 6160 og på e-mail: ls@svoem.dk Direktør i Team Danmark, Michael Andersen, kan kontaktes på mobil: 5126 6062 og på e-mail: man@teamdanmark.dk
Læs mere om landstræneransættelsen og Eliteplan 2012 på elitechef Lars Sørensens blog på www.svoem.dk