0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EKM - finaleafsnit, søndag: Flot dansk afslutning ved Europa Mesterskaberne på kortbane i Ungarn 

16-12-2007

Af: 21

Nok blev det ikke til en medalje for 19-årige Chris Christensen i finalen i 200 m brystsvømning søndag eftermiddag, men det blev til gengæld til en utrolig flot ny nordisk rekordtid for Chris i 2.07,45. Med tiden slutter West Swim Esbjerg-svømmeren på en samlet fjerdeplads. Chris sletter således her en fem år gammel nordisk rekord, som svenske Patrik Isaksson var indehaver af, og forbedrer rekordtiden med 16/100 sekunder. Det er samtidig en forbedring af Chris egen danske rekord med 31/100 sekunder.
Et virkelig flot løb af unge Chris Christensen, som forstod at svømme sin chance fuldt ud.
 
Konkurrencen i denne finale var særdeles hård. Således formåede den ungarske guldmedalje-vinder, Daniel Gyurta, at sætte ny Europa rekord i tiden 2.05,49.
Sølvmedaljen gik til Paolo Bossini, Italien, i tiden 2.05,82.
Bronze til Mihail Alexandrov, Bulgarien, i tiden 2.06,91.
 
Jakob Andkjær måtte i konkurrence to gange i mesterskabernes sidste afsnit.
Først var der semifinalen i 50 m butterfly. Her blev det til en placering som nummer syv i tiden 23,48. Her forbedrer den 22-årige svømmer fra VI39/VAT således morgenens danske rekordtid på distancen med yderligere 2/100 sekunder. Med en syvendeplads i semifinalen sikrede Jakob sig en plads i finalen senere i samme afsnit.
I finalen formåede Jakob endnu engang at sætte dansk rekord på distancen – denne gang med tiden 23,35. Et godt løb af Jakob, som her sluttede på en sjetteplads.
Jakob var da også bagefter overordnet set tilfreds men ærgrede sig dog alligevel over vendingen, som kiksede lidt, ligesom indslaget ikke lykkedes helt.  
Til dette skal siges, at Jakobs perspektiver er på langbane i denne sæson med fokus på EM på langbane i foråret forud for hovedmålet - sommerens OL. Derfor passer teknikken ikke optimalt for Jakob når han, som her, svømmer kortbane.
 
Birkerød/Sigma-svømmeren Julie Hjorth-Hansen svømmede finale i 400 m individuel medley søndag eftermiddag og sluttede her på en syvendeplads i tiden 4.36,48.
Et udmærket løb af Julie, som her svømmer tæt på sin bedste tid.
Ligesom Jakob, er også Julies perspektiver i høj grad lagt an på langbaneresultater. Således har disse kortbanemesterskaber ikke udgjort noget hovedmål for den 23-årige svømmer fra Birkerød, der dog alligevel har formået at svømme gode resultater hjem ved mesterskaberne.
 
Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup, skulle have svømmet finale i 100 m butterfly søndag eftermiddag men kom desværre til at lægge ud med en tyvstart og var derfor ude af løbet.
Jeanette fortalte selv efterfølgende, at hun syntes, at hun hørte en lyd, men da hun ramte vandet, vidste hun udmærket selv, at hun var kommet til at begå en tyvstart.
 
Se alle resultater på www.omegatiming.com
 
Status på EM på kortbane 2007
Fire travle dage i bassinet i Debrecen er nu overstået for det 18 mand store danske EKM-hold.
 
Det er på de fire dage blevet til i alt én guldmedalje, 12 finaler, ni semifinaler, 14 danske rekorder og to nordiske rekorder.
Det giver i alt en personlig rekordforbedrings-procent på 44, hvilket er en fantastisk flot statistik at komme hjem med. Til orientering vurderes en personlig rekordforbedrings-procent på 30 at være godt ved et internationalt mesterskab.
 
Forud for mesterskaberne havde Dansk Svømmeunion et håb og en målsætning om at hente to medaljer hjem foruden seks til otte finalepladser. Nok blev det ikke til to medaljer, men set i lyset af, at de danske svømmere til gengæld præsterede 12 finaler, må det samlede resultat siges at være ganske flot og absolut tilfredsstillende. Dette er konklusionen hos såvel elitechef Lars Sørensen som landstræner Mark Regan. Sidstnævnte ser oven på mesterskaberne en rigtig god udvikling, der har fundet sted inden for de seneste år blandt de yngre svømmere - såsom Mads Glæsner, Lotte Friis, Jeanette Ottesen og Chris Christensen.
Disse unge svømmere er gået fra yderbane-placeringer i finaler til nu at være med i den bedste del af finalerne – således er de nu at finde på midterbanerne. Det, som Mark Regan, med andre ord iagttager, er, at de unge svømmere med alt tydelighed bevæger sig opad. De svømmer hårde finaler nu, og de gør det med flot udbytte.
 
Således kan EKM-truppen nu vende hjem til Danmark med udsigt til en velfortjent juleferie oven på en samlet godkendt EKM-præstation.
 
EKM-truppen returnerer til Danmark tidligt i morgen, mandag. Således ventes de at lande i Kastrup klokken 9.15 (flyinfo: MA750).
 
For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.  

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
 
Nora Thomsen
Informationsmedarbejder
 
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460

www.svoem.dk

 






Cookieindstillinger