12-11-2007 Stockholm: den 13. – 14. november, Berlin: den 17. – 18. november.
Af: 21
Dansk Svømmeunion stiller op ved denne uges to europæiske World Cup stævner i henholdsvis Stockholm og Berlin med store hold. I alt 34 danske svømmere rejste tidligere på dagen af sted mod det første stævne, som afholdes i Stockholm.
I år udgøres holdet af 24 seniorsvømmere og de 10 bedste juniorsvømmere, der alle skal deltage ved World Cup stævnet i Stockholm. Syv seniorsvømmere drager efter afslutningen af World Cup stævnet i Stockholm direkte videre mod det næste World Cup stævne i Berlin, der traditionelt er et af de hurtigste stævner på hele World Cup turen.
Det er dog ved World Cup stævnet i Stockholm, at de danske svømmere formentlig vil gøre sig stærkest gældende, idet de fire formstærke svømmere, Jeanette Ottesen (Kvik Kastrup), Mads Glæsner (Sigma/Allerød/Elitecentret), Lotte Friis (Sigma/Allerød/Elitecentret) og Chris Christensen (West Swim Esbjerg) alle deltager her. Kun Chris deltager også ved World Cup stævnet i Berlin. Alle fire har gode chancer for at blande sig blandt de fem - seks bedste i deres primære løb. At dømme efter startlisten i Stockholm er det dog Lotte Friis, som ser ud til at have de bedste chancer for at gøre sig gældende på medaljepodiet.
Elitechef i Dansk Svømmeunion, Lars Sørensen, betoner, at ovennævnte World Cup stævner primært indgår i svømmernes træningsforløb som vigtige aktiviteter, der giver værdifuld international stævneerfaring. Således udgør World Cup stævnerne ikke svømmernes primære sæsonsatsning. De fleste af seniorsvømmerne har EM på kortbane i december som det umiddelbare mål, mens juniorsvømmerne har Nordiske Junior Mesterskaber i december som deres primære mål.
World Cup serien består i den nye 2007 udgave, som det internationale svømmeforbund, FINA, arrangerer, af i alt syv stævner. Disse har hver især en præmiesum på mere end 100.000 US dollars. Der kan læses mere om den nye FINA World Cup serie via følgende link: http://www.fina.org/events/SW/SWCUP/2007/index.php
For yderligere information kan holdleder Poul Højbjerg, der deltager ved begge stævner, kontaktes på mobil: 2264 2865. Alternativt kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.
Resultater og livetiming fra alle World Cup stævner kan følges via: www.omegatiming.com