DM-kortbane: 496 svømmere klar til Danmarks Mesterskaberne på kortbane i Greve
23-10-2007
Af: 21
Fra torsdag, den 25. oktober til og med søndag, den 28. oktober danner Greve Svømmehal rammen om Danmarks Mesterskaberne på kortbane 2007 foruden Danske Junior Mesterskaber på kortbane 2007. I alt 496 svømmere er tilmeldt mesterskaberne – svømmere, som repræsenterer i alt 68 svømmeklubber inklusive klubber fra Island og Færøerne.
Afgørende internationale udtagelser på spil ved DM For mange af deltagerne er der stribevis af internationale udtagelser at svømme om de kommende mesterskabsdage i Greve Svømmehal. Størstedelen af den hjemlige svømmeelite er således klar til start torsdag morgen, når det går løs med indledende afsnit klokken 9.30.
DM vil imidlertid være uden to af de bedste danske svømmere, idet Jakob Andkjær træner og forbereder sig frem mod sæsonens store mål på sit universitetshold i USA, og Julie Hjorth-Hansen er rejst direkte fra landsholdets højdetræningslejr i Flagstaff, Arizona, på et længerevarende træningsophold i Australien.
DM på kortbane er sidste chance for kvalifikation til EM på kortbane 2007 og World Cup Ved mesterskaberne vil en del af de bedste seniorsvømmere, som ikke allerede har klaret kravtiden, fokusere på at opnå kvalifikation til EM på kortbane, som finder sted i Debrecen i december måned. DM i Greve er således sidste chance for at opnå kvalifikation til dette mesterskab.
Nedenstående ni svømmere har allerede svømmet under det individuelle krav til EM på kortbane, men er ikke endeligt udtagede (det endelige hold til EM offentliggøres efter afslutningen af DM):
Jakob Andkjær, VAT/VI39 Julie Hjorth-Hansen, Sigma/Birkerød Kathrine Jørgensen, West Swim Esbjerg/Elitecenter Lotte Friis, Sigma/Allerød/Elitecenter Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup Mads Glæsner, Sigma/Allerød/Elitecenter Chris Christensen, West Swim Esbjerg Annette Hansen, Farum Pernille Larsen, AGF
Foruden ovenstående svømmere, er det sandsynligt, at flere holdkapper kvalificerer sig til EM i løbet af stævnet.
Sidste chance for adgangsbilletter til World Cup stævner DM udgør sidste chance for at svømme sig på den rangliste bestående af efterårets 24 bedste seniorsvømmere, som får tilbudt deltagelse ved World Cup stævnerne i Stockholm og Berlin i november måned.
Juniorsvømmerne klar til kamp om pladser til Nordiske Junior Mesterskaber og World Cup stævne Juniorsvømmerne har også noget at kæmpe om ved de forestående kortbane-mesterskaber, idet talentudvikler Michael Hinge, i ugen efter DM, vil udtage en trup af svømmere, som skal deltage i Nordiske Junior Mesterskaber, som i år afholdes på Færøerne. Også juniorsvømmerne skal kæmpe om pladser til World Cup. Således vil efterårets 12 bedste svømmere få tilbudt deltagelse ved World Cup i Stockholm.
Højdetræningslejr forud for DM kortbane Ti af seniorlandsholdets svømmere er netop i dag, tirsdag, vendt hjem efter en 22 dage lang højdetræningslejr i Arizona, USA. Det bliver meget interessant at følge disse svømmeres præstationer under DM. Især langdistancesvømmerne, Mads Glæsner og Lotte Friis, havde sidste år et godt udbytte af højdetræningslejren afholdt i samme periode forud for DM. Højdetræningslejren skal dog ikke virke som forberedelse til DM, men som en generel forberedelse til OL og forårets kvalifikationsstævner hertil.
Udover at følge de mange svømmeres spændende kampe om viderekvalifikation, bliver det naturligvis spændende at se, hvor mange nye danske rekorder, mesterskaberne fører med sig, samt hvorledes medaljerne vil komme til at fordele sig klubberne imellem.
Nye redskaber og ny teknologi i brug for svømmerne under DM Under DM vil der nu for tredje gang til et stævne i Danmark blive foretaget biomekaniske tests af alle finaledeltagerne. De biomekaniske tests består af en række videobaserede analyser af svømmernes tekniske færdigheder under løbene. Dansk Svømmeunion har i samarbejde med klubberne indgået en aftale med den estiske professor i biomekanik, Rein Haljand, om testning ved et antal danske mesterskaber.
Program for DM på kortbane 2007 Danmarks Mesterskaberne på kortbane 2007 afholdes i Greve Svømmehal (Jørgen Bachs Plads 1, 2670 Greve) torsdag – søndag, den 25. – 28. oktober. Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.00. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og benytte lejligheden til at opleve masser af spændende svømning med deltagelse af såvel den kendte elite som nye stjerner på vej.
Kontaktperson under mesterskaberne er Lise Møller, leder af svømmesektionen, som kan kontaktes på mobil: 2013 7160. Vedrørende internationale udtagelser kan Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.
DR Sporten bringer et længere indslag fra fredagens finaleafsnit lørdag aften klokken 18.55 – 19.30. Her vil der være særligt fokus på svømmeren Lotte Friis fra Sigma/Allerød/Elitecentret.
Danmarks Mesterskaberne afholdes i samarbejde mellem Dansk Svømmeunion og Greve/Tune svømmeklubber (startfællesskabet GTI).