Danmark Svøm Langt 2007 er i dag, søndag, den 7. oktober, blevet afholdt i 26 svømmeklubber fordelt over hele landet - heriblandt også Nuuk Svømmeklub, som grundet tidsforskellen, begyndte allerede klokken 6.00 lokal tid. Stævnet, som giver plads til alle svømmeglade børn og voksne - også de, som ikke færdes i en svømmehal til daglig - krydres med flotte pengepræmier fra Dansk Svømmeunion.
Der er således i dag fundet vindere inden for tre kategorier, som dermed kan se frem til at modtage pengepræmier i den nærmeste fremtid. De tre præmiekategorier er: Præmier til de klubber, som formåede at få flest personer i vandet. Præmier til de klubber, som fik flest personer i vandet i forhold til indbyggertal. Præmier til de klubber, som tilbagelagde flest meter.
Vinderne i Danmark Svøm Langt 2007 er:
I kategorien "flest personer i vandet" Nummer 1: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (437 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Triton Ballerup i East Kilbride Badet (231 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: OSLF/OSK/FREM i Odense Universitets Svømmehal (215 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner.
I kategorien "flest personer i vandet i forhold til indbyggertal" Nummer 1: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (437 deltagere = 15,74 procent). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Svømmeklubben RASK i Rønbjerg Feriecenter (139 deltagere = 8,42 procent). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: Odsherred Svømmeklub i Vig Svømmehal (201 deltagere = 5,95 procent). Præmiesum: 2.000 kroner.
I kategorien "flest tilbagelagte meter i vandet" Nummer 1: Triton Ballerup i East Kilbride Badet (576.400 meter tilbagelagt af ialt 231 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: OSLF/OSK/Frem i Odense Universitets Svømmehal (499.800 meter tilbagelagt af ialt 215 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: Bjerre Herred Svømmeklub i Hornsyld Idrætscenter (392.750 meter tilbagelagt af ialt 437 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner. Imponerende præstationer fra arrangementsstederne Danmark Svøm Langt 2007 er forløbet flot, og der er sædvanen tro blevet leveret mange fine præstationer i svømmehallerne.
Som deltager i Danmark Svøm Langt er der ingen krav og forventninger om, at man fokuserer på at svømme stærkt og langt. Der er tale om et folkeligt stævne med det primære formål at få så mange mennesker som muligt til at opleve en herlig stund i nogle af landets mange skønne svømmehaller. Men skulle man have lyst til at yde en særlig indsats i bassinet, så er det naturligvis også helt i orden. Og man kan roligt sige, at der er blevet gået til den i mange af svømmehallerne i dag. Et par flotte eksempler:
Bornholm var i år for første gang repræsenteret ved Danmark Svøm Langt med Rønne Svømmeklub. Her lykkedes det for Ditte på 14 år at svømme 15.000 meter, mens hendes bror, Frederik, på 21 år, svømmede 12.500 meter.
Også Dansk Svømmeunions tidligere formand, Peter Møller Nielsen, som i dag bor i Rønne, deltog i konkurrencen sammen med hele sin familie. Her blev den tidligere formand noteret for at have tilbagelagt 2.300 meter.
I Roskilde Svømning kunne man til gengæld opleve Dansk Svømmeunions nuværende formand, Kaj Aagaard, i aktion. Kaj fik godt tag i vandet og stoppede ikke før, der kunne skrives 6.000 meter på diplomet. Flot gået af unionens 60 årige formand.
I samme svømmehal deltog også tre generationer af familien Andersen. Katharina på 10 år stod for 4.000 meter, mens faderen Peter på 45 år klarede 15.000 meter. Endelig blev det til seks kilometer flot svømning af bedstemor Inger på 67 år.
I Blåvandshuk Svømmeklub var der et aldersmæssigt spring på 80 år mellem yngste og ældste deltager. Mads på knap et halvt år er ikke så lidt af en vandhund. Således blev det til 25 flotte meter i bassinet af den lille gut, som havde taget sin mor med på turen. Arne på 80 år valgte også en rask svømmetur i Blåvandshuk Svømmehal søndag eftermiddag. Her blev det til 250 gode meter.
Endelig skal også her nævnes Elise på 14 år, som trods en brækket arm, insisterede på at deltage i Danmark Svøm Langt igen i år. Med gipsarmen pakket ind i plastik, blev det til 500 meter svømning for den ellers skadesramte pige. Flot præstation.
I Odense Universitets Svømmehal deltog en 74-årig herre i Danmark Svøm Langt – her afholdt af OSLF/OSK/Frem. Han svømmede 1.300 meter for derefter at tage ud på en rask cykeltur på 42 kilometer i det smukke solskinsvejr. Sådan kan man også kombinere Danmark Svøm Langt med andre sjove aktiviteter og gøremål.
Hos Lyseng var Flemming Sørensen, nykåret dansk mester i 10.000 meter åbent vand-svømning, frisk på at repetere, hvordan det nu lige er, det føles, at svømme netop 10.000 meter. Det fik Flemming således gentaget på denne søndag, om end der denne gang var tale om svømning i bassin og ikke i åbent vand.
Men mindre kan bestemt også gøre det. Således var en tre-årig pige fra Ishøj Svømmeklub meget stolt da hun søndag eftermiddag kunne fortælle, at hun havde tilbagelagt 100 meter i Ishøj Svømmehal. Og flot - det var det helt bestemt.
Rødby Svømmeklub oplevede et hold tvillingepiger på blot 13 måneder, som begge formåede at tilbagelægge 25 flotte meter i Rødby Svømmehal.
I Farum Svømmehal blev det til en rask svømmetur for Lukas, der trods sine kun otte år formåede at svømme 3.000 meter.
Endelig slutter vi af i Nuuk, hvor Danmark Svøm Langt for anden gang er blevet afholdt i den smukke svømmehal Malik. Her har en del af klubbens faste morgensvømmere været i aktion på denne oktober-søndag. 65-årige Arne svømmede mere end 10.000 meter, mens hans kone Petrine på 50 år svømmede over 9.200 meter. Hvor mange meter det præcist blev til, fremgår ikke af oplysningerne.
Mens smukt solskinsvejr i Danmark for mange kan betyde slentretur i skoven eller hjemlige havesysler, er solskinsvejr i Grønlang på denne årstid lig med jagt i fjorden. Således har Nuuk Svømmeklub i dag, hvor solen har skinnet fra morgenstunden, måttet kigge langt efter nogle af klubbens ellers ivrige svømmere, da arbejdet skal passes, når vejret er til det.
Ovenstående udgør blot et lille udpluk af de mange imponerende og søde historier, som Dansk Svømmeunion har modtaget fra de mange arrangementssteder i dag, søndag. Således rummer Danmark Svøm Langt utallige herlige historier om både små og store, som har været med til at fejre denne årligt tilbagevendende begivenhed over det ganske land.
I alt 3.343 personer har opnået diplom for at have deltaget aktivt i Danmark Svøm Langt 2007. Disse personer har tilsammen tilbagelagt i alt 5.443.750 meter.
Alle resultater fremgår af Dansk Svømmeunions hjemmeside - www.svoem.dk
På gensyn den 5. oktober 2008 Dansk Svømmeunion takker de tilmeldte klubber for at være med til at gøre denne dag til en dejlig, aktiv svømmesøndag. Vi håber, at rigtig mange svømmeklubber også til næste år vil være med, når det dér går løs søndag, den 5. oktober.