0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Michael B. Espersen skifter fra Køge Svømmeklub til Brøndby IF

23-08-2007
Køge Svømmeklubs forretningsfører bliver 1. oktober forretningsfører i amatørafdelingen i Brøndby IF.

Af: 21

Det var et sats af de store, da Køge Svømmeklub i år 2000, som den første svømmeklub i Danmark, ansatte en forretningsfører på fuld tid. Men det viste sig hurtigt, at den daværende bestyrelse havde satset rigtigt, og ikke mindst valgt den helt rigtige mand til jobbet i form af Michael B. Espersen.
 
Med erfaring fra både en tømmerhandel, Livgarden, et vognmandsfirma og som svømmetræner i Skive og Holbæk Svømmeklub tiltrådte Michael B. Espersen jobbet som forretningsfører i Køge Svømmeklub. Her fik han hurtigt lavet sine egne rutiner inden for det administrative med check på detaljerne. Samtidig er Michael god til som tovholder at medinddrage andre ressourcer i klubben, også i form af de frivillige, så store arrangementer kan gennemføres. Hverken jobbet som forretningsfører eller klubben er den samme i dag som dengang for syv år siden, da Michael tiltrådte, takket været hans utrættelige indsats. Der er sket en helt utrolig udvikling.
 
Michael startede i et lille kontor ved Køge Svømmeland, og så næsten intet til klubbens medlemmer og frivillige. I dag har Køge Svømmeklub nok de bedste administrations- og klubhusfaciliteter i dansk svømning i form af klubhuset ved Herfølge svømmehal. Her deler Michael kontor med en kontorassistent, der pga den fortsatte medlemstilgang blev ansat for to år siden til at hjælpe til på kontoret. De mange nye medlemmer er blot et af resultaterne af Michaels B. Espersens arbejde med optimering af holdfordeling o.l.
 
Udover medlemsadministration har Michael B. Espersen arbejdet som en sand blæksprutte med mange andre opgaver. Han har fået knyttet tæt kontakt til en lang række partnere, hvis sponsorbidrag har været medvirkende til, at klubben i dag kan tilbyde de gode faciliteter og mange aktiviteter til både medlemmer i svømmeskole og konkurrenceafdeling.
 
Michael B. Espersen har tillige som en af hovedkræfterne bag det årlige Køge Open udviklet dette stævne særdeles succesfuldt. Stævnet afvikles nu i både Køge Svømmeland og Herfølge svømmehal med festlige finaleafsnit om aftenen. Den perfekte organisering af stævnet, de fantastiske rammer om finalerne, de flotte præmier og i det hele taget den gode stemning, trækker hvert år mange danske og udenlandske svømmere til Køge.
 
Næppe to arbejdsdage har været ens for Michael. Til tider kan han være alene på kontoret, og til andre tider, kan det være svært at få ørenlyd, når klubhuset er fyldt med svømmere, trænere, forældre og frivillige. Meget karakteristisk for Michael er han som "en fisk i vandet" i alle situationer, det krævende blækspruttejob som forretningsfører har bragt ham i.
 
Køge Svømmeklub har nu en fantastisk opbygget organisation, sponsornetværk, og ikke mindst en god økonomi, så jeg føler, at det er et godt og solidt fundament, som jeg giver videre til min efterfølger, siger Michael B. Espersen. Han lægger heller ikke skjul på, at han er stolt af at have været en del af dette store arbejde.
 
Det har været syv fantastiske år i Køge SK, som har givet mig en masse erfaring. Jeg vil gerne sige tusind tak til de mange fantastiske frivillige, som har ydet et kolossalt arbejde for klubben, det er ikke mindst deres fortjeneste, at Køge SK er det, den er i dag, fortæller Michael B. Espersen beskedent. For de frivillige, svømmerne, udvalg og bestyrelse er ikke et øjeblik i tvivl om betydningen af Michaels indsats.
 
Jeg har vidst et stykke tid, at jeg gerne ville prøve noget andet, og da jeg blev tilbudt jobbet i Brøndby IF var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville. Jeg har altid været Brøndby-fan, så det at blive tilbudt, at arbejde for sin yndlingsklub kunne jeg ikke sige nej til, siger Michael B. Espersen. Foruden svømning og fodbold skal Michael nu også til at interesse sig for cykling. Han får kortere til arbejde, da han kun bor 15 min på cykel fra Brøndby Stadion.
 
Der holdes afskedsreception for Michael torsdag d. 6. september kl. 16-18 i klubhuset. Alle nuværende og tidligere medlemmer, ansatte og frivillige, samt sponsorer og samarbejdspartnere er velkomme.
 
Herefter afvikler Michael 3 ugers ferie i Sydfrankrig, inden han tiltræder i Brøndby IF den 1. oktober. Der er endnu ikke sat navn på efterfølgeren i Køge Svømmeklub.

 






Cookieindstillinger