0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Louise Ørnstedt stopper sin svømmekarriere

21-08-2007
Manglende motivation ligger bag 22-årige Louises svære beslutning.

Af: 21

En af dansk svømnings største profiler, Louise Ørnstedt, har besluttet at stoppe sin svømmekarriere – en beslutning, som er truffet på baggrund af længere tids overvejelser.

22-årige Louise fra svømmeklubben Frem i Odense valgte allerede tilbage i sommeren 2006 at holde tre måneders pause fra svømningen – en pause, som skulle bruges på at finde ud af, hvorvidt svømmekarrieren skulle fortsætte eller andre interesser skulle have lov til at tage over. Det handlede med andre ord om, for den fynske svømmer, at finde ud af, om gejsten for svømningen kunne genfindes oven på en periode med voksende manglende motivation.  
- Jeg har i halvandet års tid brugt meget energi på at overveje min situation. Det er ingen hemmelighed. Derfor valgte jeg også at holde en pause væk fra svømningen i efteråret 2006. Da jeg nåede til nytåret 2006, besluttede jeg at give svømningen endnu en chance men valgte dog at flytte den daglige træning til nogle helt nye og anderledes rammer i Australien. Men skal jeg være helt ærlig, så mærkede jeg nok aldrig motivationen vende rigtigt tilbage, og jeg ved, at uden 100 procents motivation, opnår jeg ingen udvikling i min svømning, fortæller Louise Ørnstedt.

Kort tid efter Louises tilbagevenden til svømningen i Australien blev den danske svømmer skadet, hvilket atter påkrævede længere tids pause væk fra bassinet. Denne gang dog ufrivilligt.
- En skulderskade satte i foråret en stopper for min træning, hvilket naturligvis betød, at jeg fik endnu mere tid til at overveje, hvor meget jeg i virkeligheden brændte for sporten, og hvor meget jeg ville ofre i form af lang tids genoptræning for et muligt comeback. Og jeg kan mærke, at jeg ikke længere har motivationen i mig og det selvom, jeg tilbage i Danmark, for en kort periode, flyttede min daglige træning til elitecentret i Farum. Her har jeg dette forår og sommer oplevet en optimal opbakning og støtte fra både Dansk Svømmeunion og Team Danmark. Alle har været hundrede procent engagerede i arbejdet med at få mig skadesfri igen. Men den tvivl, som har fulgt mig siden 2006, omkring min fremtidige svømmekarriere, er ikke forsvundet. Tværtimod. Derfor føler jeg nu, at tidspunktet er det rette til at få sat et endeligt punktum, så jeg kan give mig selv lov til at påbegynde et nyt kapiteI i mit liv, lyder det fra Louise Ørnstedt.

I Dansk Svømmeunion er Louises beslutning blevet modtaget med både vemod og forståelse.
- Det er klart, at vi i Dansk Svømmeunion er kede af Louises beslutning. Louise er kun 22 år og kunne have mange spændende år foran sig inden for international elitesvømning. Hendes potentiale har altid været ekstremt stort, og hun har i en årrække tilhørt den absolutte verdenselite i rygcrawl. Men når motivationen ikke længere er tilstede, hvad Louise har gjort sig mange seriøse overvejelser omkring, så er det klart, at hun må gøre op med sig selv, om svømningen er det, hun fortsat vil stå op til hver eneste morgen. Der skal nu engang være et usædvanligt stærkt drive tilstede, når vi taler svømmetræning på internationalt topplan. Og er den motivation ikke tilstede, vil det blive surt til sidst, udtaler Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen.

Louise Ørnstedt har tilhørt verdenseliten i syv år og har præsteret stribevis af flotte resultater gennem hele sin svømmekarriere. I flere år har Louise været indehaver af såvel de nordiske som danske rekorder i rygcrawl. Blandt mange internationale toppræstationer er sølvmedaljen ved VM i 2003, tre OL finaler og adskillige medaljer ved EM på lang- og kortbane. Louise har deltaget ved de Olympiske Lege i 2000 og i 2004.

Til september påbegynder Louise dansk-studiet på universitetet.  

For yderligere information kan Louise Ørnstedt kontaktes på
mobil: 2534 0400.

Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen kan kontaktes på
mobil: 2920 6160.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
 
Nora Thomsen
Informationsmedarbejder
 
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460

www.svoem.dk


 






Cookieindstillinger