Flot DM-debut i 10 kilometer åbent vand-svømning ved Odense Open Water 2007
12-08-2007
Af: 21
Med cirka 75 deltagere i Odense Open Water 2007 fordelt på seks discipliner var der masser af underholdende svømning kombineret med løb og cykling at følge langs Stige Kanal søndag eftermiddag.
Ikke mindst Danmarks Mesterskaberne i 10 kilometer åbent vand-svømning fik megen opmærksomhed. Ikke siden 90’erne har Danmark afholdt et officielt Danmarks Mesterskab på denne lange distance, som fra 2008 for første gang vil være at finde på det officielle OL-program. Odense Open Water bød også sidste år på svømning på 10 kilometer distancen, men her var disciplinen imidlertid ikke officielt godkendt som et Danmarks Mesterskab. I år var der både 10 kilometer DM i åbent vand og 10 kilometer motionssvømning.
Odense Open Water 2007 bød også på svømning på henholdsvis 5.000 og 1.000 meter, ligesom der var flere der havde valgt at deltage i konkurrencerne i henholdsvis triathlon og duathlon.
Vindere af svømmedisciplinerne: 10 kilometer DM for herrer: Flemming Sørensen, IF Lyseng: 2.14,54. 10 kilometer DM for damer: Mathilde Sørensen, West Swim Esbjerg: 2.22,25. Såvel Flemming Sørensen som Mathilde Sørensen vandt også 10 kilometer løbene sidste år.
10.000 meter motion for herrer: Torben Ottosen, GSK-Tri: 2.31,17. 5.000 meter motion for herrer: Nicolaj Villadsen, OSLF: 1.31,24. 5.000 meter motion for damer: Senna Madsen, Esbjerg tri & multisport: 1.58,52. 1.000 meter motion for herrer: Bjørn Bach: 16,43. 1.000 meter motion for damer: Cecilie Villadsen, OSLF: 16,02.
Kun to tilmeldte deltagere måtte udgå undervejs. Rammerne for Odense Open Water var da også noget nær optimale med flot solskin og en let brise.
Dansk Svømmeunions klubchef Morten Kjær fortæller om arrangementet: - Det har været et rigtig fint arrangement med rammer, som har været helt i top. Solen skinnede, og på græsset langs Stige Kanal, som bare ligger så naturskønt, hyggede familier og venner med medbragte madpakker, når ikke lige der skulle heppes langs vandet. At vi har kunnet byde på DM på 10.000 meter i forbindelse med Odense Open Water, har naturligvis gjort arrangementet i år til noget ganske særligt. Det er vi alle meget stolte over, ikke mindst i Dansk Svømmeunion, som ikke har afholdt et sådant mesterskab i mange år. Men samtidig er vi bestemt også meget glade for at se, at der er en bredde over arrangementet i form af deltagelse af rigtig mange motionssvømmere, udtaler Morten Kjær.
Odense Open Water byder ligeledes på triathlon og duathlon. Til disse discipliner var der også i år pæn tilslutning. - Triathlon supplerer vores åbent vand-svømning rigtig godt, da svømning jo indgår som en fast bestanddel i triathlon-disciplinerne. Og når nu betingelserne for såvel svømning, løb og cykling er så gode, som tilfældet er ved Stige Kanal, er det oplagt at mixe netop disse discipliner og derved udvide valgmulighederne, lyder det fra Dansk Svømmeunions klubchef.
Odense Open Water afholdes i samarbejde mellem Sport Event Fyn, OSLF, Ringe Svømmeklub, Odense Triathlon Klub, Odense Kajakklub og Dansk Svømmeunion.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions klubchef Morten Kjær kontaktes på mobil: 2170 4405.
Resultatlister og fotos på www.openwater.dk En endelig resultatliste fra Odense Open Water vil foreligge på www.openwater.dk hurtigst muligt. Samme sted vil der være billeder at se fra såvel Odense Open Water som de øvrige åbent vand arrangementer i regi af Dansk Svømmeunion hurtigst muligt. For billeder - vælg menuen ”Billedearkiv 2007”.
Åbent vand-svømning i regi af Dansk Svømmeunion støttes af Danmarks Idræts-Forbund. Kommende åbent vand arrangementer i regi af Dansk Svømmeunion Amager Open Water: 16. august Fjordsvøm, Vejle: 19. august Christiansborg Rundt: 25. august Helsingør-Helsingborg: 30. august