På lørdag, den 11. august, vil der være usædvanligt megen liv og aktivitet i Limfjorden, når i alt 200 friske motionssvømmere krydser den 600 meter lange distance mellem Aalborg og Nørresundby. Det er første gang at denne svømmebegivenhed, som har fået navnet Limfjordskrydseren, afholdes.
I Dansk Svømmeunion, som udgør én af arrangørerne bag Limfjordskrydseren, udtrykkes der glæde over lørdagens premierebegivenhed, som er med til at sætte åbent vand-svømning på landkortet i det nordjyske. - Vi arbejder i disse år med at udbrede kendskabet til åbent vand-svømning, som takket være stadig flere rene søer, vandløb og fjorde, i stigende grad bliver muligt at dyrke som motionsform på linje med andre udendørs fritidsaktiviteter. Svømning i åbent vand er en helt unik og samtidig sjov og anderledes måde at dyrke det våde element på. Og i sommerperioden er det jo skønt at kunne kombinere svømningen med frisk luft og oplevelser af by og natur fra vandsiden. Selvom vandtemperaturen ikke altid er helt, som vi kunne ønske, er der ingen grund til at opgive, da løsningen kan foreligge i form af anskaffelse af en helt almindelig våddragt, der nu om dage er til at købe til fornuftige lave priser. Så rent udstyrsmæssigt er det også blevet lettere at dyrke svømning i åbent vand og eksempelvis træne sig op til deltagelse i et arrangement som Limfjordskrydseren. Vi forsøger, i samarbejde med lokale svømmeklubber med flere, at tilbyde åbent vand-begivenheder i stadig flere af landets større byer. Her er det en stor fornøjelse og glæde at få Aalborg/Nørresundby med på landkortet denne sommer. Det er herligt at mærke byens store interesse for begivenheden, ligesom det er en fornøjelse at kunne konstatere, at antallet af deltagere har nået loftet. Det er nu engang den bedste opbakning man kan få op til sådan en premierebegivenhed, fortæller Dansk Svømmeunions klubchef Morten Kjær.
Der vil være start i kanalen i Aalborg Vest, mens målområdet udgøres af Nørresundby Lystbådehavn. Således vil der være mulighed for at følge begivenheden først langs kanalen, dernæst hen over Limfjordsbroen og endelig i målområdet i Nørresundby.
De mange deltagere sendes afsted i mindre grupper. De første svømmere hopper i vandet klokken 13.00. Alle deltagere ventes i mål senest klokken 14.00.
Blandt de 200 deltagere, som alle er i aldersgruppen 17 – 83 år, er også tidligere OL-sølvvinder Benny Nielsen. En lille lokal konkurrence mellem svømmere fra henholdsvis Aalborg Svømmeklub og Svømmeklubben Nord, er også iværksat. Således er der ligeledes lagt op til en underholdende dyst om den lokale ære lørdag middag.
Lørdagens begivenhed afholdes i samarbejde mellem Aalborg Svømmeklub, Svømmeklubben Nord, Svømmeland Nørresundby og Dansk Svømmeunion.
For den fremmødte presse vil der være mulighed for at følge begivenheden fra følgebåde.
Limfjordskrydseren udgør ét af i alt syv åbent vand begivenheder, som Dansk Svømmeunion er involveret i hen over sommeren 2007. Syv begivenheder, som samtidig benyttes til at markere Dansk Svømmeunions 100 års jubilæum.
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions klubchef Morten Kjær kontaktes på mobil: 2170 4405. Lokal kontaktperson Lars Dam Møller, inspektør i Svømmeland Nørresundby, kan kontaktes på mobil: 2075 5898.
Limfjordskrydseren 2007 støttes af Aalborg kommune og Nørresundby Bank.
Åbent vand-svømning i regi af Dansk Svømmeunion støttes af Danmarks Idræts-Forbund.
Kommende åbent vand arrangementer i regi af Dansk Svømmeunion Limfjordskrydseren, Aalborg: 11. august Odense Open Water: 12. august Amager Open Water: 16. august Fjordsvøm, Vejle: 19. august Christiansborg Rundt: 25. august Helsingør-Helsingborg: 30. august