EJM optakt: Ny generation af danske juniorsvømmere klar til de forestående Europæiske Junior Mesterskaber
17-07-2007
Af: 21
Når de Europæiske Junior Mesterskaber afholdes i Antwerpen, Belgien, i perioden 18. – 22. juli bliver det med en række nye danske juniorer med i truppen. Efter et par år med en meget stærk herreårgang, som nu er overgået til seniortruppen, er det en helt ny gruppe af svømmere, der står foran deres største sportslige udfordring ved de forestående mesterskaber. Således er der tale om international stævnedebut for hele gruppen de kommende dage.
Ialt ni danske svømmere er klar, når det går løs i Antwerpen: Troels Madsen, Herlev Svømning Daniel Svendsen, KVIK Kastrup Kaya Koziol, Herlev Svømning Pernille Jessing Larsen, AGF Katrine Holm Sørensen, Swim Team Esbjerg Sofie Harnfeldt, Sigma/Birkerød Michelle Bischoff Strandskov, Sigma/Birkerød/Elitecentret Kristina Gaust Thomsen, A6/Jyllinge Julie Hougaard Nielsen, STO95/OSLF
Dansk Svømmeunions talentudvikler Michael Hinge ønsker ikke at skrue forventningerne for højt op til mesterskaberne og er forsigtig med at udtale sig om svømmernes mulige placeringer: - Jeg tror på reelle finalemuligheder til Michelle Bischoff Strandskov (Sigma/Birkerød/Elitecentret) og Julie Hougaard Nielsen (STO95/OSLF) i 200 m butterfly. Og så er der også en spinkel chance for en finaleplads til Katrine Holm Sørensen (Swim Team Esbjerg) i 400 m individuel medley.
Om end Dansk Svømmeunions talentudvikler ikke forventer medaljer ved disse mesterskaber, er Michael Hinge dog fuld af fortrøstning, hvad angår fremtidige stævner: - Med i denne gruppe er fire førsteårs-juniorer. Efter dem følger en stor gruppe virkelig dygtige årgangssvømmere, der rykker op og bliver juniorsvømmere efter sommerferien – heraf flere svømmere, som repræsenterer Danmark ved Ungdoms OL i Serbien senere i denne måned. Således kommer der til at ske meget på den danske junior-front i den nærmeste fremtid, slutter Michael Hinge, der netop har haft EJM-truppen og Ungdoms OL svømmerne samlet på en træningslejr i Silkeborg fra 9. til 16. juli.
Træner for EJM-holdet er talentudvikler Michael Hinge. Med som assisterende træner er Ejnar Larsen, Herlev Svømning.