0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

VM dag 5 - indledende: Ny dansk rekord og OL-kvalifikation til Chris Christensen

29-03-2007

Af: 35

VM-debutanten og første års senioren den kun 18-årge Chris Christensen, West Swim Esbjerg, svømmede sig i nat dansk tid til OL. Det gjorde han ved at svømme favoritdistancen 200 m brystsvømning i tiden 2.14.76; en tid der også forbedrer hans egen danske rekord med 4/10 sekund. Chris slutter lidt overraskende udenfor semifinalefeltet på en sammenlagt 20. plads. Men en rigtig stærk præstation af den unge talentfulde svømmer fra Esbjerg.
 
Damernes 4x200 m fri var imødeset med spænding, da de her skulle kæmpe om OL-kvalifikation. Kravet var at svømme en 12. plads hjem. Holdet svømmede sammenlagt i tiden 8.06.76 og sluttede på en meget ærgerlig 14. plads. Ærgerligt fordi de kun var sølle 14/100 sekund fra den forjættede 12. plads, og ærgerligt fordi holdet faktisk leverede en rigtig flot præstation, og ydermere var tæt på en næsten legendarisk dansk rekord på distancen. Pigerne var efterfølgende også meget skuffede. Landstræner Mark Regan var også efterfølgende lidt ærgerlig, men dog også positiv i sin udtalelse: - ”Jeg har aldrig set dette damehold kæmpe så hårdt og flot sammen, og så er holdet altså hele 10 sekunder hurtigere end ved EM i Budapest for kun 8 måneder siden”.
 
De fire svømmeres tider blev:

  Julie: 2.00.47
  Lotte: 2.01.85
  Micha: 2.02.56
  Louise: 2.01.90
 
For at komme til OL skal de fire svømmere nu samlet som hold svømme en tid der er lig med eller hurtigere end 12. pladsen fra VM, og samtidig have tildelt en af de fire resterende nationspladser fra det internationale svømmeforbund FINA.
 
Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/Elitecenter, svømmede 100 m fri i tiden 0.55.99. En tid der er personlig rekord, og igen for Jeanette ganske tæt på en semifinale. Jeanette slutter sammenlagt på en 17. plads og kun én placering fra semifinalen og 23/100 sekund fra OL-kravtiden. 
 
Charlotte Johansen, AGF, svømmede også 100 m fri. Hun sluttede i tiden 0.58.85 på en sammenlagt 59. plads.
 
Se alle resultater fra VM og følg stævnet via livetiming på: www.omegatiming.com
 
For yderligere information kan Dansk Svømmeunions presseansvarlige under VM, Pia Holmen, kontaktes på mobil: 0061 437027138.