Svømning: VM-svømmere i topform med 4 danske rekorder ved Grand Prix stævne
04-03-2007
Af: 35
Dansk Svømmeunion afvikler i denne weekend årets afsluttende Grand Prix stævne på langbane i Gladsaxe Svømmehal. Udover kampen om de 160.000 kr i pengepræmier bruger de bedste danske seniorsvømmere stævnet til at afpudse formen før VM i Melbourne om ca. tre uger.
I løbet af stævnets første to dage har VM-svømmerne således, noget overraskende, allerede nu svømmet hele 4 danske rekorder hjem.
Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup/Elitecenter, satte en ny dansk rekord i 50 m butterfly, Jeanette forbedrede Karen Egdals danske rekord fra 2001 med 2/10 af et sekund. Jeanettes nye danske rekord lyder på 0.26.65. Tiden som Jeanette svømmede har virkelig internationalt snit, og ville have givet hende en placering som nr. 11 på årsverdensranglisten for 2006.
Mads Glæsner, Sigma/Allerød/Elitecenter slettede sin egen danske rekord i 800 m fri. Mads forbedrede rekorden med ca. 7 sekunder. Den nye rekord er således 8.03.70 og ville have givet Mads en 35. plads på årsverdensranglisten for 2006. Flot af den unge svømmer, der først ved årsskiftet er blevet senior.
En anden ung og nyslået seniorsvømmer, Chris Christensen, West Swim Esbjerg, forbedrede sin egen danske rekord i 200 m bryst til tiden 2.15.03 med 7/10 af et sekund. Stærkt af Chris, der for ca. 4 uger siden blev udtaget subjektivt til VM på denne distance, og således allerede nu har svømmet under det officielle VM-krav.
Julie Hjorth-Hansen, Sigma/Birkerød, fortsatte rekordfesten med slette sin danske rekord i 200 m bryst til tiden 2.31.11. Julie forbedrer her den danske rekord med mere end 1 sekund.
Hos de bedste juniorer lykkedes det for Pernille Larsen, AGF, at klare kvalifikationskravet til sommerens EM for juniorer i 200 m ryg. Pernille er dermed den femte svømmer, der nu er kvalificeret til EM for juniorer. Pernilles tid var ny personlig rekord og var på 2.22.57
Hos de bedste årgangssvømmere, der har et ungdoms-OL til sommer at kæmpe om, er kampen tæt. Ikke mindst i 200 m ryg hos pigerne, hvor Manon Kristensen, Swim Team Frederiksberg, svømmede sig i truppen, ved at svømme en anden holdkammerat, Mette Marie Blæsbjerg, Holstebro, af holdet. Manon satte en stor personlig rekord med tiden 2.24.76. Frederikke Hedegaard, Herning, svømmede sig ligeledes under kravet til ungdoms-OL på 100 m bryst. Frederikke svømmede de 100 m bryst i tiden 1.16.02.
Grand Prix stævnet i Gladsaxe afsluttes med et finaleafsnit søndag som starter kl. 17.00.