0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Svømmestævne i kanalerne rundt om Christiansborg

26-02-2007

Af: 21

Om præcis et halvt år, lørdag, den 25. august, får både elitesvømmere og motionister igen mulighed for at svømme rundt om Slotsholmen, når der står Christiansborg Rundt på plakaten. Begivenheden bliver også i 2007 bakket op af Wonderful Copenhagen, som er med til at sikre en gentagelse af en af sidste års mest succesfulde svømmebegivenheder.
 
Christiansborg Rundt, som havde premiere i 2006, er en usædvanlig åbent vand-begivenhed, hvor alle interesserede, såvel elitesvømmere som motionister, får mulighed for at runde Christiansborg via kanalerne. Distancen måler knap to kilometer.
 
Trods drilske alger, som betød, at begivenheden i 2006 måtte udsættes en uge, blev premieren for denne anderledes svømmebegivenhed i hjertet af København en stor succes. Således lykkedes det for præcis 259 friske deltagere at tilbagelægge distancen i fineste stil. Samtidig var det en begivenhed, som, på landjorden, fik stor positiv opmærksomhed. Det var da også netop håbet om masser af synlighed og fokus på København, der gjorde, at Wonderful Copenhagen i 2006 indvilligede i et samarbejde. Og nu, hvor planlægningen af Christiansborg Rundt 2007 er i fuld gang, har Wonderful Copenhagen atter takket ja til et samarbejde.
 
- Christiansborg Rundt er med til at skabe nogle flotte billeder af København, som vi kan bruge i vores internationale markedsføring. Mig bekendt er der ingen andre steder i verden, hvor man afvikler svømmekonkurrencer rundt om landets parlament. Og så er svømning i åbent vand også en olympisk disciplin. Det passer godt til vores strategi om at trække sportsbegivenheder, som er på det olympiske program, til København, siger Martin Bender, eventchef Wonderful Copenhagen.

Billeder fra Christiansborg Rundt 2006


 

Hos Dansk Svømmeunion udtrykker man lige så stor glæde over den indgåede aftale:
 
- Vi er utrolig glade for, at Wonderful Copenhagen også i år vil støtte os økonomisk i forbindelse med afholdelse af Christiansborg Rundt. I år fylder Dansk Svømmeunion 100 år. Det ønsker vi blandt andet at markere ved at udvide Christiansborg Rundt med flere distancer, således endnu flere interesserede kan være med. Det giver os en stor udfordring i form af at sikre en elektronisk tidtagning og resultatformidling, der kan rumme det store antal deltagere. Den slags koster penge, derfor er vi meget taknemmelige for, at Wonderful Copenhagen også i år vil være med, fortæller Morten Kjær, klubchef i Dansk Svømmeunion.
  
I 2006 tillod Dansk Svømmeunion maksimalt 400 svømmere at deltage. På den måde mente man, at alle deltagere kunne nå rundt inden for de tre timer, som Dansk Svømmeunion rådede over kanalerne. I år har Dansk Svømmeunion fået forlænget rådigheden over kanalerne til fire timer, hvilket betyder, at der denne gang vil kunne sendes 1.000 deltagere rundt i de smukke kanaler.
 
Læs meget mere om Christiansborg Rundt 2007 på: www.openwater.dk, hvor der også er mulighed for tilmelding frem til og med fredag, den 10. august. Vær dog opmærksom på at pladserne tildeles efter ”først til mølle” princippet.
 
Yderligere information om Christiansborg Rundt 2007:
Morten Kjær, klubchef Dansk Svømmeunion, telefon: 4439 4454.
Martin Bender, eventchef Wonderful Copenhagen, telefon: 3355 7405.
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
 
Nora Thomsen
Informationsmedarbejder
 
Telefon: 4439 4453
Mobil: 2149 0937
Fax: 4439 4460
www.svoem.dk

 






Cookieindstillinger