Bent Birkemose er natten til mandag den 23. oktober pludselig afgået ved døden.
Bent var en selvlært ekspert i håndteringen af databaserne med svømmeresultater. For 25 år siden var det ikke almindeligt at anvende edb til sådanne opgaver, men Bent var en foregangsmand på området og så mulighederne i de moderne hjælpemidler. Årligt registrerede han cirka 120.000 tider, som udgør basis for rekorder, ranglister og kravtider til mesterskaber.
Bent kaldte til tider sit arbejde for ”Birkemoses klubservice”. Mangen en træner eller leder har prist sig lykkelig over, at Bent havde styr på alle svømmeres tider. Mange har igennem tiden fået en back-up fil fra Bent med klubbens tider, når en virus eller et eller andet teknisk er gået galt.
I august måned 2006 overgik registreringen af tider til IC-Controls database Octo Statistik.
I svømmesektionen var vi glade for, at Bent fortsat ville stå for at indlæse og vedligeholde dataene med det samme engagement som hidtil. Bent var ellers kritisk overfor det nye system, men endte dog med at mene, at det var et godt system at arbejde med.
Bent startede sit arbejde med svømning i Glostrup Svømme Klub, hvor sønnen Henrik svømmede. Her var Bent medlem af bestyrelsen, hvor han engageret arbejdede specielt med afholdelse af stævner for konkurrenceafdelingen.
1. april 2006 gik Bent på pension fra sit arbejde som klejnsmed og flyttede sammen med sin ægtefælle Birthe til sommerhuset ved Kalundborg. Kun en enkelt sommer nåede han at nyde sit otium.
Bent efterlader sig foruden Birthe sønnen Henrik og to børnebørn. Bent blev 67 år.
Vi er mange, der vil savne Bent. Savne den godmodigt brummende bjørn, som altid var til at stole på.
Ære være Bent Birkemoses minde.
Dansk Svømmeunion/Lise Møller, svømmeleder
Bisættelse finder sted fredag, den 27. oktober klokken 13.00 fra Kalundborg Sygehus Kapel, Nørre Allé 27, 4400 Kalundborg.