0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Resultater fra søndagens Danmark Svøm Langt

08-10-2006

Af: 21

Danmark Svøm Langt 2006 er i dag, søndag, den 8. oktober, blevet afholdt i 31 svømmeklubber fordelt over hele landet - heriblandt også Nuuk Svømmeklub, som grundet tidsforskellen, begyndte allerede klokken 6.00 lokal tid.
Stævnet, som giver plads til alle svømmeglade børn og voksne - også de, som ikke færdes i en svømmehal til daglig - krydres med flotte pengepræmier fra Dansk Svømmeunion.

Der er således i dag uddelt pengepræmier til vindere inden for tre kategorier:
Præmier til de klubber, som formåede at få flest personer i vandet.
Præmier til de klubber, som fik flest personer i vandet i forhold til indbyggertal.
Præmier til de klubber, som tilbagelagde flest meter.

Vinderne i Danmark Svøm Langt 2006 er:

I kategorien "flest personer i vandet"
Nummer 1: Blåvandshuk Svømmeklub i Blåvandshuk Idrætscenter (342 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. 
Nummer 2: Dragsholm Svømmeklub i Dragsholm Svømmehal (339 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner.
Nummer 3: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (311 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner.

I kategorien "flest personer i vandet i forhold til indbyggertal"
Nummer 1: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (311 deltagere = 11,20 procent). Præmiesum: 5.000 kroner.
Nummer 2: Blåvandshuk Svømmeklub i Blåvandshuk Idrætscenter (342 deltagere = 9,11 procent). Præmiesum: 3.000 kroner.
Nummer 3: Dragsholm Svømmeklub i Dragsholm Svømmehal (339 deltagere = 8,79 procent). Præmiesum: 2.000 kroner.

I kategorien "flest tilbagelagte meter i vandet"
Nummer 1: Triton Ballerup i East Kilbride Badet (691.700 meter tilbagelagt af ialt 290 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner.
Nummer 2: OSLF-OSK-Frem i Odense Universitets Svømmehal (652.500 meter tilbagelagt af ialt 287 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner.
Nummer 3: Roskilde Svømning i Maglegårdsbadet (485.000 meter tilbagelagt af ialt 141 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner.

Imponerende præstationer og søde historier fra arrangementsstederne 
Danmark Svøm Langt 2006 er forløbet flot, og der er sædvanen tro blevet leveret mange flotte præstationer i svømmehallerne.

Som deltager i Danmark Svøm Langt er der ingen krav og forventninger om, at man fokuserer på at svømme stærkt og langt. Der er tale om et folkeligt stævne med det primære formål at få så mange mennesker som muligt til at opleve en herlig stund i nogle af landets mange skønne svømmehaller.
Men skulle man have lyst til at yde en særlig indsats i bassinet, så er det naturligvis også helt i orden. Og man kan roligt sige, at der er blevet gået til den i mange af svømmehallerne i dag. Et par flotte eksempler:

I Dragsholm Svømmehal deltog familien Hyldegaard Andersen - mor, far og fire børn - i Danmark Svøm Langt. Familien tilbagelagde ialt 51.250 meter. Flot indsats af en frisk familie.
Dragsholm Svømmehal havde også besøg af tre generationer, hvor farmor Lissi (68 år) svømmede 1500 meter, sønnen John (38 år) svømmede 750 meter og endelig blev det til 2000 meter af barnebarnet Victor på 10 år. Sådan skal det bare gøres.
Endelig bør også Mikkel Borup fra Dragsholm fremhæves. Den 14 årige gut har i dag tilbagelagt ikke mindre end 18.000 meter.

I Koldkær var familien Ettrup Christensen repræsenteret ved mor og fire børn, som tilsammen tilbagelagde ialt 10.400 meter.

I Svømmeklubben Plask har Jørgen Johansen på 70 år i dag svømmet mere end 8.000 meter. Den friske herre har deltaget i samtlige Danmark Svøm Langt arrangementer i Tinglev Svømmehal siden premiereåret i 1989. 
Tilsvarende med 74 årige Kurt Jespersen fra Tingbjerg, som også har deltaget i Danmark Svøm Langt hvert år siden 1989. I dag har Kurt svømmet 2.150 meter.  

Odense-klubberne OSLF-OSK-Frem som også hvert år er friske til at deltage i Danmark Svøm Langt har blandt andet haft kystlivredder Camilla Blindbæk i bassinet i dag. Camilla formåede her at tilbagelægge 10 kilometer denne efterårs-søndag.

I Blåvandshuk Idrætscenter deltog Mads på blot et halvt år i Danmark Svøm Langt. Mads svømmede her ikke mindre end 50 meter sammen med sin mor. Et stort tillykke til Mads med den imponerende indsats. 

Små svømmetalenter finder vi også i Lystrup, hvor lille Kassandra på halvandet år tilbagelagde 600 meter i dag. Det må siges at være en helt forrygende præstation.Danmark Svøm Langt kan også tilrettelægges særligt for børn. Det har man i Sakskøbing og Omegns Svømmeklub eksempelvis gjort i dag, hvor der er blevet svømmet i cirkler i en mindre del af Sakskøbing Sportscenters store bassin. Her blev topscoreren et barn som tilbagelagde 1.700 meter. Mon man bliver lidt rundtosset af en sådan præstation? Uanset hvad, er det stærkt svømmet.

I Skagen har svømmeklubben udloddet præmier til den skoleklasse, som kunne præstere enten at tilbagelægge flest meter eller stille med det største aktive fremmøde. Her vandt 6.B ved at tilbagelægge 28.600 meter. 4.A vandt ved at være den klasse, som præsterede det største fremmøde. Ialt 19 elever valgte at bruge denne søndag på en frisk dukkert i bassinet. En sjov og anderledes måde at konkurrere på.

I Snedsted Svømmeklub er 15 årige Daniella og 14 årige Katrine gået rask til den i dag. Således blev det til 12.500 meter til begge piger. De to piger har svømmet i hele tidsrummet 10.00 - 16.00. Imponerende.

I alt 4.522 personer har opnået diplom for at have deltaget aktivt i Danmark Svøm Langt 2006. Disse personer har tilsammen tilbagelagt i alt 7.791.000 meter.

Alle resultater fremgår af Dansk Svømmeunions hjemmeside -www.svoem.dk

På gensyn den 7. oktober 2007
Dansk Svømmeunion takker de tilmeldte klubber for at være med til at gøre denne dag til en dejlig, aktiv svømmesøndag. 
Vi håber, at rigtig mange svømmeklubber også til næste år vil være med når det dér går løs søndag, den 7. oktober. 
Til næste år kan Dansk Svømmeunion fejre 100 års jubilæum. Dette vil også kunne mærkes på årets udgave af Danmark Svøm Langt, hvor vi p.t. har indtil flere sjove idéer på tegnebordet.

På gensyn til næste år.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion

 






Cookieindstillinger