Masters og premasters må svømme sammen - men ikke i samme løb
22-09-2006
Af: 21
Mange stævnearrangører i udlandet mikser masters og premasters sammen under svømningen til lokale stævner og endda også til store attraktive stævner med internationalt islæt som eksempelvis Luxemburg Open Masters. Masters har helt sine egne FINA regler MGR og MSW som adskiller sig klart fra seniorsvømning og herunder de yngre junior- og årgangssvømmere som gruppe. Der findes kun to regelsæt under FINA; En for hver af disse to grupper: masters og seniorsvømning.
Masters defineres som en svømmer med en alder på 25 år indeværende år eller ældre. Masters kan IKKE være under 25 år indeværende år. Derfor defineres premasters som seniorsvømning.
Mange yngre svømmere vil hellere svømme sammen med masters end at fortsætte på seniorplan indtil mastersalderen nås. Derved får masters også en vigtig rolle i at lukke det aldersmæssige hul fra en tidligt afbrudt seniorkarriere og til mastersalderen nås. Masters har derfor socialt ”adopteret” denne gruppe svømmere indtil de selv er masters. Den rolle masters spiller, er man meget enig om, er en god ting lige fra svømmerniveau til FINA medlem. Men FINA fremhæver også, at reglerne skal overholdes, og derved angives det også klart, at denne premastersgruppe stadig svømmer under FINAs seniorregler GR og SW, og at man kan IKKE kan omdefinere premasters ind i mastersgruppen.
Derved opstår to regelsæt til mastersstævner, når premasters inviteres med, hvor der skal følges nogle forholdsregler for at premasters ikke svømmer sammen med masters. Dette skal ske på en sådan måde, at adskillelse tydeligt fremgår af: invitationen, løbsprogrammet og af den godkendte resultatliste.
På denne måde kan dommervirket fungere på retmæssig måde ved at anvende de to forskellige FINA regelsæt ved hver sit løb, samt at sekretariatet kan behandle de elektroniske tider adskilt, hvilket kan gøres i GRODAN. Endvidere kan de forskellige nationers rekordudvalg efterfølgende kontrollere og godkende eventuelle mastersrekorder på retmæssig måde.
Kravet er klart: 1. Invitationen skal indbyde premasters og præsentere løbsprogrammet på en sådan måde, at premasters har sine egne løb. Eksempel på en disciplin! Løb 1 masters herrer Løb 2 masters damer Løb 3 premasters herrer Løb 4 premasters damer osv…
2. Gennemførelsen af svømningen skal overholde løbsprogrammets opdeling, også selvom der kun stiller én premasters op. Hvis der kun stiller én premasters op i et løb, skal den pågældende premasters svømme i et løb alene (ikke et heat for sig selv). Dette gælder også hvis der er mange premasters, så må de IKKE svømme i særskilte heat, der eksempelvis lægges i starten eller i slutningen af et løb.
3. På resultatlisten SKAL masters- og premasterstiderne tydeligt fremgå adskilt under hver sit løb. Så kan alle instanser kontrollere om alt er foregået retmæssig, når rekorder efterfølgende indsendes til rekordudvalgene i de pågældende lande eller til eksempelvis LEN og FINA. Det er således et krav at resultatlisten er vedlagt i underskrevet stand.
Det danske mastersudvalg har i juni 2006 officielt indgivet en skrivelse til LEN, der går på, at LEN bør fremhæve reglerne over for de lande, der arrangerer "samsvøm" mellem masters og premasters i samme heat og eller i samme løb. Der er mange danske masters, som ønsker at rejse ud og svømme med andre landes svømmere, og det er rigtig fint. Men de vil ikke kunne få eventuelle rekorder godkendt, sådan som der sløses med reglerne. Vi venter fortsat et svar fra LEN.
USA har indgivet et forslag for FINA, som går på, at mastersgruppen åbnes op med en ny gruppe på 18 – 24 år og på den måde legaliserer ”samsvøm”. Dette forslag er i september 2006 forkastet af FINA.
Arrangører, der inviterer premasters til "samsvøm" og eksempelvis IKKE adskiller løbsprogrammet og IKKE opretter de særlige løb i sekretariatets computerprogram, vil sammenlignes med ”at invitere gæster med til bords uden at dække op til dem” og det er synd og tarveligt for de aktive masters, der eventuelt sætter mastersrekorder – for rekorderne vil IKKE blive godkendt i Danmark.
For yderligere information kan Poul Danborg, Mastersudvalget, kontaktes på telefon: 3810 4680 / e-mail: poul@danborg.dk