0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EM - dag 2, indledende: Lotte Friis videre til finalen i 800 m fri svømning

01-08-2006

Af: 21

Tirsdag formiddag har Danmark ved EM i Budapest haft to svømmere i konkurrence i primære løb – det vil sige løb, som svømmerne har kvalificeret sig til op til dette års EM.  
Lotte Friis, Allerød/Sigma, formåede at svømme sig til en finaleplads i 800 m fri svømning i tiden 8.42,96. Lotte slutter på en samlet ottendeplads og når således lige præcis med videre til finalen, som svømmes onsdag eftermiddag.
Lotte har haft en længere pause fra svømningen grundet en knæoperation. Dagens tid er Lottes bedste på distancen efter den lange skadespause, hvilket således vidner om, at den 18-årige svømmer fra Allerød/Sigma er på rette vej.
 
Jon Rud var med i indledende 200 m fri svømning, hvor det blev til en samlet placering som nummer 31 i tiden 1.51,67.
Tiden er 7/10 sekunder fra West Swim Esbjerg svømmerens bedste tid, og den 20-årige svømmer var da heller ikke selv efterfølgende helt tilfreds med præstationen. Jon havde således selv håbet på en ny bedste tid på distancen i dag.
 
Foruden ovenstående to primære løb har Danmark haft deltagelse i en række sekundære løb tirsdag formiddag, hvor svømmerne således ikke forventes at nå med i front, men derimod kan opnå noget erfaring og bruge løbene som opvarmning til de primære løb, hvor det virkelig gælder.
 
I indledende 100 m fri svømning for damer deltog tre danske svømmere.
Micha Østergaard, West Swim Esbjerg, sluttede her på en 33. plads i den udmærkede tid 57,29 – blot 6/100 sekunder fra hendes bedste tid.
Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup/Elitecentret, blev noteret for tiden 56,83 og sluttede som nummer 25.
Charlotte Johannsen, AGF, sluttede som nummer 54 i tiden 59,10.
 
I indledende 100 m brystsvømning blev Louise Jansen, Allerød/Sigma, noteret for tiden 1.12,75. Louise slutter som nummer 29 i dette løb. Også Rikke Møller Pedersen, Frem/STO95, var med i dette indledende løb, hvor det blev til en samlet 32. plads for den odensianske svømmer i tiden 1.13,29.
 
Se alle resultater på www.omegatiming.com
For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.
 
Når tirsdagens finaleafsnit begynder klokken 17.00, har Danmark deltagelse i afsnittets første finale-løb – 50 m butterfly for herrer. Her skal det blive spændende at følge Jakob Andkjær (VAT/VI39), som i går kvalificerede sig i flot stil til eftermiddagens finale. Det bliver en nervepirrende finale, hvor svømmerne ligger så tæt, at alt synes muligt.
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Eliteafdelingen

 






Cookieindstillinger