0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EM - dag 1, finaleafsnit: Julie Hjorth-Hansen og Jakob Andkjær gentager formiddagens rekordpræstationer i eftermiddagens finaleafsnit

31-07-2006

Af: 21

Selvom Julie Hjorth-Hansen (Birkerød/Sigma) syntes at have givet alt, hvad hun havde i sig i formiddagens indledende afsnit i 400 m individuel medley og det med en flot nordisk og dansk rekordtid som resultat, havde den 22-årige svømmer fra Birkerød/Sigma stadig masser af energi, da det mandag eftermiddag gjaldt finalen på distancen. Således hoppede Julie i bassinet i Budapest og satte endnu engang nordisk og dansk rekord denne gang i tiden 4.47,51. Julie forbedrer her formiddagens rekorder med 35/100 sekunder. Et virkelig flot løb af Julie, som slutter på en delt syvendeplads sammen med engelske Hannah Miley.
I aftenens løb havde Julie aftalt med sin træner Flemming Poulsen, at kræfterne skulle disponeres lidt anderledes i forhold til formiddagens løb. Julie skulle således forsøge at lægge lidt langsommere ud for til gengæld at have mere overskud på de sidste 100 m. Det må siges, at have været en god og klog satsning eftermiddagens resultat taget i betragtning.
Med mandagens stærke præstationer i hus har Birkerød-svømmeren fået en virkelig god start på EM-ugen og ikke mindst en god forberedelse til 200 m individuel medley, som er Julies primære løb – et løb, som er programsat til onsdag.
I dagens finale gik guldet til Alessia Filippi, Italien, i tiden 4.35,80.
Sølv til Nicole Hetzer, Tyskland, i tiden 4.37,97.
Bronze til Katarzyna Baranowska, Polen, i tiden 4.40,02.
 
Jakob Andkjær, VAT/VI39, havde tilsyneladende også fået smag for rekordtider oven på formiddagens præstation i 50 m butterfly og fortsatte således mandag eftermiddag med endnu engang at sætte dansk rekord på distancen – denne gang i tiden 23,76. Jakob forbedrer her formiddagens rekord med 8/100 sekunder.
Jakob slutter på en samlet andenplads og er dermed sikret en plads i finalen, som finder sted tirsdag eftermiddag – en finale, som bliver særdeles spændende at følge, hvor svømmerne ligger meget tæt, og alt således synes muligt.
 
Jeanette Ottesen, KVIK Kastrup/Elitecentret, var med i eftermiddagens 50 m butterfly semifinale, hvor hun med tiden 27,08 sluttede på den samlet ærgerlige niendeplads – blot 6/100 sekunder fra en finaleplads.
Jeanette svømmer ellers væsentligt bedre mandag eftermiddag i forhold til indledende afsnit, hvilket da også kommer til udtryk i en tid, som er knap et halvt sekund hurtigere i forhold til morgenens løb og samtidig en tid, som er Jeanettes næstbedste nogensinde. Og alligevel må 18-årige Jeanette vinke farvel til en finaleplads. Ærgerligt for KVIK Kastrup svømmeren, som dog her får vist, at både kampgejsten og formen er i orden.     
 
Endelig havde vi også Louise Ørnstedt, Frem/STO95, i bassinet mandag eftermiddag da der var 200 m rygsvømning semifinale på programmet. Louise slutter på en samlet 14. plads i tiden 2.15,64 og er således ikke videre på denne distance.
Louise forsøgte ellers som planlagt at lægge hurtigt ud fra start, men desværre rakte kræfterne ikke hele vejen hjem, hvorfor det ikke skulle blive til en finaleplads for 21-årige Louise på denne distance.
 
Se alle resultater på www.omegatiming.com
 
For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.
 
EM i svømning fortsætter i morgen, tirsdag, med indledende afsnit klokken 9.30.
Her kan vi glæde os til at følge Jeanette Ottesen (KVIK Kastrup/Elitecentret), Micha Østergaard (West Swim Esbjerg) og Charlotte Johannsen (AGF) i 100 m fri svømning. Og vi skal følge Louise Jansen (Allerød/Sigma) og Rikke Møller Pedersen (Frem/STO95) i 100 m brystsvømning. Endelig skal vi også følge Jon Rud (West Swim Esbjerg) i 200 m fri svømning og Lotte Friis (Allerød/Sigma) i 800 m fri svømning.
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Eliteafdelingen

 






Cookieindstillinger