0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EJM, dag 4 - finaleafsnit: Dansk seniorrekord og tre danske juniorrekorder søndag aften ved EJM 2006 

09-07-2006

Af: 21

Oven på formiddagens indledende afsnit, hvor Chris Christensen fra West Swim Esbjerg nærmest i torpedofart tilbagelagde indledende 200 m brystsvømning i den danske senior- og junior-rekordtid 2.15,90, der samtidig placerede ham som den samlet hurtigste svømmer, var der lagt op til stor spænding i aftenens afgørende finale.
Også her lykkedes det for Chris at sætte dansk senior- og samtidig dansk juniorrekord nu i den flotte tid 2.15,72. Således forbedrer han her rekorden med yderligere 18/100 sekunder. Et meget flot løb af Chris, som desværre må se sig placeret lige præcis uden for medaljerækken på den ærgerlige fjerdeplads.
Om Chris Christensens præstation udtalte juniorlandstræner Michael Hinge efterfølgende, at der er tale om en klar konsolidering af, at Chris er på vej til at blive en international topsvømmer. At det ikke lige blev til en medajle til Chris, skyldes udelukkende de små marginaler, der bare ikke var på vores side i aften. Men ærgerligt, at Chris ikke fik en medalje om halsen, så flot som han kæmpede.
Guldet gik her til Edoardo Giorgetti, Italien, i tiden 2.15,00. Sølv til Slawomir Wolniak, Polen, i tiden 2.15,19 og endelig bronze til Luca Pizzini, ligeledes Italien, i tiden 2.15,69.
 
I finalen i herrernes 4 x 100 m holdmedley fik juniorlandstræner Michael Hinge ret, da han efter indledende afsnit spåede holdet en finaletid omkring de 3.48,00. Således blev de fire drenge noteret for tiden 3.48,84, som igen er dansk juniorrekord. I indledende afsnit blev det til dansk juniorrekord i tiden 3.51,30. Nu forbedrer holdet så rekorden endnu engang – denne gang med knap 2,5 sekunder. En fantastisk flot tid, som ligger blot to små sekunder fra også at være dansk seniorrekord.
Danmark førte konkurrencen frem til de sidste 100 meter. Her stak Spanien desværre af, men længe så det altså ud til, at Danmark ville være med blandt medaljetagerne. Nu blev det så også her til den ærgerlige fjerdeplads, blot 16/100 sekunder fra en medaljeplads, og det tiltrods for en fantastisk flot indsats af de fire svømmere.
Alle ydede her deres bedste, fortæller Michael Hinge således om den danske holdkap – ikke mindst Mathias Gydesen fra Sigma/Allerød, der som første svømmer endda præsterede at sætte dansk juniorrekord i 100 m ryg i tiden 57,25. Mathias forbedrer her sin egen juniorrekord med 26/100 sekunder.
Guldet gik i denne holdkap-finale til Spanien i tiden 3.47,63. Sølv til Polen i tiden 3.48,64 og bronze til England i tiden 3.48,68.
 
I søndagens finaleafsnit skulle vi også følge Mathias Gydesen, Sigma/Allerød, som stod klar ved bassinkanten da der var 50 m butterfly semifinale på programmet. Det var før starten gik i den meget vigtige og højtprioriterede holdkap. Måske derfor blev Mathias’ præstation i denne semifinale ikke en af de bedste. Mathias slutter her som nummer 13 i tiden 25,26.
 
Se alle finaleafsnittets resultater på: http://europeojuniorpalma2006.com/english.htm
 
Status på EJM 2006
Med søndagens finaleafsnit afviklet er det tid for lidt EJM-status.
Før mesterskaberne gik i gang, var det Dansk Svømmeunions udmeldte målsætning at opnå dansk deltagelse i cirka otte finaler (semifinaler/finaler).
Juniorlandstræner Michael Hinge har opgjort regnestykket til, at de danske svømmere i morgen rejser hjem med i alt 11 opnåede finaleplaceringer i bagagen. Således må det mål klart siges at være indfriet.
Ydermere blev det til en sølvmedalje til Danmark, hvilket også er en meget flot præstation. Danmark hører således ikke blandt de nationer, der typisk henter medaljer ved EJM. Så også målt med den målestok, har Danmark gjort det godt i år.
 
Omkring rekorderne fortæller Michael Hinge, at der er præsteret 11 danske juniorrekorder, to danske seniorrekorder og seks personlige rekorder. Om dette siger juniorlandstræneren, at det er helt vildt flot. Nogle af de danske juniorrekorder udgør så store forbedringer – ikke mindst i forbindelse med holdkapperne – at de vil blive svære at slette i de kommende år.
 
Konkluderende var det da også en meget tilfreds juniorlandstræner, der så tilbage på fire hektiske dage på Mallorca: – Jeg er absolut tilfreds med svømmernes præstationer. De har kæmpet fantastisk flot hernede, hvilket jo også har betydet, at vi har nået vores mål. Samtidig vil jeg sige, at svømmerne, som alle inden længe slutter som juniorsvømmere, har opnået en masse god international mesterskabs-erfaring hernede, som de helt sikkert vil få stor gavn af, når de påbegynder deres seniorkarriere. Så også på den måde, ser jeg tilbage på EJM 2006 med stor glæde. Vi har prøvet at vinde i de indledende løb, vi har sat stribevis af rekorder, vi har fået en sølvmedalje - og så har vi lært en masse, sluttede juniorlandstræner Michael Hinge sin korte opsummering på EJM 2006.
 
For yderligere information kan juniorlandstræner Michael Hinge kontaktes på telefon: 2049 5706.
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Eliteafdelingen

 






Cookieindstillinger