0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EJM, dag 3 - indledende afsnit: To danske juniorrekorder lørdag formiddag ved EJM 2006

08-07-2006

Af: 21

Med lørdagens indledende afsnit færdigsvømmet kan de danske EJM-svømmere tilføje to nye danske juniorrekorder til listen over opnåede resultater. 

Mathias Gydesen fortsætter de flotte takter ved EJM 2006 denne lørdag formiddag. Torsdag kæmpede det 17-årige talent fra Sigma/Allerød som bekendt en flot sølvmedalje hjem til Danmark i dansk junior-rekordtid i disciplinen 50 m rygsvømning. I dag, lørdag, stod Mathias så klar, da der var indledende løb på den dobbelte distance – 100 m rygsvømning. Og der er stadig masser af energi i Mathias. Således blev det her til morgen til en flot samlet førsteplads til Mathias i tiden 57,51, hvilket er dansk juniorrekord. Mathias sletter her en juniorrekord, der har overlevet siden 98 (sat af Jacob Rask) og forbedrer rekordtiden med 10/100 sekunder.
Et imponerende løb af Mathias, som således er med i eftermiddag, når semifinalerne svømmes. 
Juniorlandstræner Michael Hinge fortalte efterfølgende, at Mathias, med det netop opnåede resultat, kombineret med en vurdering af de øvrige svømmeres resultater, har særdeles gode chancer for en medaljeplacering i finalen søndag. Det vil vi glæde os til at følge. Men først skal vi se Mathias i eftermiddag, hvor det er semifinalerne, det gælder.   
 
Også Johan Peen, Sigma/Birkerød, formåede lørdag at slette en gammel juniorrekord. Det skete i indledende 100 m fri svømning, hvor Johan blev noteret for tiden 52,08. Således sletter Johan her en dansk juniorrekord sat tilbage i 99 af Anders Bo Pedersen og forbedrer rekord-tiden med 28/100 sekunder.
En meget flot præstation af Johan, som ifølge Michael Hinge ved disse mesterskaber i den grad har formået at levere varen. Johan slutter desværre her på en samlet ærgerlig 17. plads blot 11/100 sekunder fra en semifinaleplads.

Også Nicolai Graa Hansen, West Swim Esbjerg, var med i indledende 100 m fri. Nicolai sætter her en lille personlig rekord i tiden 53,19 og slutter på en samlet 33. plads.
 
West Swim Esbjerg svømmeren Chris Christensen, som ved dette EJM har gjort sig flot bemærket med flere danske juniorrekorder, var med lørdag formiddag i indledende 50 m brystsvømning. Her slutter den 18-årige svømmer på en samlet 19. plads i tiden 29,82 – 12/100 sekunder fra en semifinaleplads.
 
Også Iben Diamant fra Køge var lørdag formiddag i EJM-bassinet – det, i disciplinen 100 m brystsvømning. Iben noteres her for tiden 1.16,41 og slutter samlet som nummer 27. En lidt ærgerlig præstation, som Iben også selv efterfølgende var utilfreds med.
 
Endelig var også Mads Glæsner, Sigma/Allerød/Elitecenter, med lørdag formiddag da det gjaldt marathon-distancen 1.500 m fri svømning. Mads slutter som nummer fire i dette heat i tiden 15.52,11. Tiden er cirka 10 sekunder fra Mads’ bedste tid på distancen, således et ærgerligt resultat for den 17-årige svømmer fra Allerød.
I aftenens afsnit svømmer de otte svømmere, som er tilmeldt denne disciplin med de hurtigste tider, direkte finale. Såfremt de formår at svømme op til deres tilmeldte tider, kan vi forvente, at Mads således slutter på en samlet 12. plads.  
 
Og så er det som nævnt indledningsvis i aftenens finale, at vi kan glæde os til at følge Mathias Gydesen i semifinalen i 100 m rygsvømning.
Finaleafsnittet begynder klokken 17.30.
 
Se alle resultater på: http://europeojuniorpalma2006.com/english.htm
 
For yderligere information kan juniorlandstræner Michael Hinge kontaktes på telefon: 2049 5706.
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Eliteafdelingen

 






Cookieindstillinger