EJM, dag 2 - finaleafsnit: To danske juniorrekorder i fredagens finaleafsnit
07-07-2006
Af: 21
I fredagens finaleafsnit ved de Europæiske Junior Mesterskaber i svømning 2006 var der dansk deltagelse i to finaler.
Første finaleløb med dansk deltagelse var disciplinen 100 m brystsvømning, hvor vi kunne glæde os til at skulle følge Chris Christensen fra West Swim Esbjerg. Der var lagt op til spænding i aften, idet Chris i går kvalificerede sig til finalen på flotteste vis med en femteplads og dansk juniorrekord i tiden 1.03,60. Og det blev et forrygende finaleløb for den 18-årige svømmer, der således i dag igen satte dansk juniorrekord denne gang i tiden 1.03,40. Flot præstation af Chris, som dog desværre ikke rakte til en medalje men derimod til en femteplads. Guldvinder blev her Slawomir Wolniak fra Polen i tiden 1.02,40.
Næste løb med dansk deltagelse var herrernes finale i 4 x 200 m fri holdkap. Her havde det danske hold kvalificeret sig i indledende afsnit i ny dansk junior-rekordtid (7.36,29) og en samlet placering som fjerdehurtigste hold, hvilket således også her lagde fundamentet til et meget spændende finaleløb fredag aften. Også i finaleafsnittet formåede Danmark at præstere en ny dansk juniorrekord - denne gang i tiden 7.34,51. En meget flot holdkap-præstation, som resulterede i en sjetteplads til Danmark. Her bør især Mads Glæsner, Sigma/Allerød/Elitecenter, fremhæves for et flot løb, fortalte juniorlandstræner Michael Hinge efterfølgende (tider for de enkelte svømmere kan desværre ikke nå at komme med her). Guldvinder blev i denne holdkap Rusland i tiden 7.23,02.
EJM fortsætter i morgen, lørdag, med indledende afsnit klokken 9.30.
For yderligere information kan juniorlandstræner Michael Hinge kontaktes på telefon: 2049 5706.