Aqua Camp – også for børn, der ikke kan svømme
Aqua Camp-konceptet er målrettet børn i alderen 7 - 12 år. Deltagelse kræver ingen særlige forudsætninger, ligesom det ikke kræver medlemskab af en svømmeklub at få lov til at deltage. Der er også plads til at børn, som endnu ikke har lært at svømme, kan være med.
Aqua Camps over hele landet foruden i Grønland
19 klubber har budt ind på afholdelse af Aqua Camps denne sommer. Hver camp er af fem dages varighed. Nogle af klubberne afholder flere camps i løbet af sommeren.
Følgende svømmeklubber byder i år velkommen til én eller flere Aqua Camps:
AGF, AIA Tranbjerg, Allerød Svømmeklub, Birkerød Svømmeklub, Brønderslev Svømmeklub, KFUMs svømmeklub Fredericia, GI40, Haderslev Svømmeklub, Herning Svømmeklub, Holbæk Svømmeklub, Holstebro Svømme-Club, Horsens Svømmeklub, Lyngby Udspringsklub (LUK2002), Nuuk, Orient Svømning, Ringe Svømmeklub, Store Heddinge Svømmeklub, Vejle Svømmeklub Triton, West Swim Esbjerg.
Samarbejdspartnere/sponsorer hjælper til
At afholde Aqua Camps er forbundet med mange udgifter. Derfor er det af afgørende betydning at en række virksomheder vil hjælpe til og støtte det gode projekt – det være sig i form af naturalier til børnenes meget populære goodiebags og i form af økonomisk støtte.
Goodiebags uddeles til samtlige børn på førstedagen af campen. I disse gemmer sig små overraskelser foruden en flot t-shirt.
I år er det lykkedes at få etableret et samarbejde med seks virksomheder, der ser det som en god sag, at bakke op om disse lejre.
De seks virksomheder er:
Lån & Spar Bank (hovedsponsorat), Arena (svømmebriller), blumøller (Sanex produkter), Egmont Serie Forlag (bladene Olivia og Goal), Kavli (Sunmaid rosiner) og Castus (frugtstænger).
For yderligere information kan informationsmedarbejder i Dansk Svømmeunion, Nora Thomsen, kontaktes.
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion