Kim Lie bliver ny cheftræner i Gladsaxe Svømmeklubs konkurrenceafdeling. Han vil få det sportslige ansvar for konkurrenceafdelingen og være garant for, at Gladsaxe Svømmeklub fortsat kan være med i toppen i dansk svømning.
Kim Lie er professionel svømmetræner og har siden 2001 været cheftræner i henholdsvis Hermes og STF. Han vil være ansvarlig for den daglige ledelse af konkurrenceafdelingen herunder træning af A-holdet og virke som sparringspartner for alle konkurrencetrænerne.
Kim Lie udtaler: ”Jeg er utrolig glad for de nye udfordringer i en moderne klub med en god stærk organisation i ryggen og sportslige forhold der gør det muligt at fremelske elitesvømmere.” Han udtaler endvidere: ”Med den nye sportslige målsætning sætter Gladsaxe Svømmeklub ord på at klubben vil tilhøre toppen af dansk elitesvømning, men samtidig skabe hele mennesker. Dette er værdier, som jeg personligt kan se mig selv arbejde under.”
Bestyrelsen for Gladsaxe Svømmeklub er utrolig tilfreds med at have en ny cheftræner på plads i god tid før den nuværende cheftræner stopper. Vi ser frem til det nye samarbejde. Kim Lie starter i sin nye stilling 1. august 2006.