0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Svømmesportens nordiske ærespris til Louise Ørnstedt

01-05-2006
Odense-svømmeren Louise Ørnstedt modtog diplom, medalje og
check på Dansk Svømmeunions generalforsamling

Af: 21

I forbindelse med Dansk Svømmeunions generalforsamling på Vejle Idrætshøjskole lørdag, den 29. april, blev svømmeren Louise Ørnstedt overrakt svømmesportens nordiske ærespris, som hvert år uddeles af Nordic Swimming Fund.
 
Dansk Svømmeunion havde tidligere på året indstillet svømmeren Louise Ørnstedt til prisen på baggrund af de mange flotte resultater, som Louise har præsteret gennem årene, der samtidig er et klart bevis på, at Louise har potentialet til absolut verdensklasse.
 
Dansk Svømmeunions formand Kaj Aagaard, der på vegne af Nordic Swimming Fund overrakte Louise Ørnstedt prisen, fremhævede i sin tale blandt andet nogle af de første medaljer, Louise har opnået ved internationale seniormesterskaber – heriblandt en bronzemedalje ved EM i 2000, en sølvmedalje ved VM i 2003 og en bronzemedalje ved EM på kortbane i 2003.


Louise Ørnstedt overrækkes blomster og
diplom af Dansk Svømmeunionsformand.

I sin tale fremhævede Kaj Aagaard ligeledes Louise Ørnstedts seje og imponerende kamp tilbage til internationalt topniveau oven på en blodprop i benet, som Louise blev ramt af tilbage i foråret 2004. Allerede sidst på året, samme år, formåede Louise ikke blot at vinde guld i 200 m rygsvømning – hun formåede samtidig at sætte både dansk og nordisk rekord på distancen.
 
21-årige Louise Ørnstedt har præsteret utallige danske mesterskaber og har ligeledes opnået flere flotte World Cup placeringer. Hun er fast placeret i toppen af ranglisterne og senest havde Louise stor succes ved EM på kortbane i Trieste i december måned 2005, hvor det blev til guld i 50 m rygsvømning og sølv i både 100 og 200 m rygsvømning.
 
Endelig karakteriserede formand Kaj Aagaard Louise Ørnstedt som en meget stabil svømmer, der typisk er stærkest, når det virkelig gælder. Samtidig er Louise en meget glad og naturlig pige, der er spændende at snakke med – også om alt muligt andet end svømning.
 
Smukke ord af Dansk Svømmeunions formand, som blev taget godt imod af en rørt Louise Ørnstedt, der til daglig træner i Odense-klubben Frem.
 
Svømmesportens nordiske ærespris består af en medalje, et diplom og en check på 7.500 kroner.
 
Svømmesportens nordiske ærespris er tidligere uddelt til:
Jani Sievinen, Finland
Lars Frölander, Sverige
Mette Jacobsen, Danmark
Hans Chrunak, Sverige
Emma Igelström, Sverige
Josefin Lillhage, Sverige
 
Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion


 






Cookieindstillinger