20-02-2006 Svømmerne fra Greve Tune Svømmeklub gjorde det umulige! Kun 1 anden svømmeklub i Danmark kan bryste sig af have indsvømmet flere penge til deres klub ved et sponsorstævne!
Af: 21
Ved svømmeklubbens årlige SPONSORSTÆVNE d. 12. februar svømmede GTI´s konkurrencesvømmere ikke mindre end 410.000 kr. ind til klubbens aktiviteter. Et svimlende beløb, som kun har været muligt at opnå ved en utrættelig indsats af de medvirkende svømmerne og deres forældre samt virksomhedernes villighed til at sponsorere denne sunde sportsgren.
GTI har afholdt Sponsorstævne gennem de sidste mange år med det formål at optjene ekstra midler til svømmernes udvikling gennem deltagelse i større stævner og træningslejre. Idéen er, at svømmerne skaffer penge ind til klubbens aktiviteter gennem personlige sponsorater. På 2 timer skal svømmerne svømme så langt de kan, og deres sponsorer honorerer dem med et bestemt beløb pr. svømmet meter.
Svømmerne har kæmpet hårdt både før og under stævnet. Først med at skaffe sponsorer, som har villet støtte deres sport gennem personlige sponsorater – og herefter har de kæmpet i vandet for at svømme så langt de kunne på 2 timer – uden stop. En kraftpræstation af ikke mindst de små svømmere!
”Topscorer” i distancer på selve dagen var Martin Madsen fra eliteholdet med 9.350 m, tæt forfulgt af Jonas Westergaard med 9.250 m. Lasse Offersen svømmede efterfølgende 9.900 m.! Mens de tre ”havfruer”, som svømmede længst var Monica Offersen, Sarah Groot og Kitt Küttemann med ikke mindre end 9.000 m. hver!
På andenholdet svømmede Thomas Dahl Sørensen længst med 8.600 m., tæt forfulgt af Magnus Mouritsen med 8.200 m, mens topscoreren blandt de unge svømmere var David Tolderlund med 6.300 m. På Talentholdet dominerede pigerne, her blev det Rebecca Coretto med 5.670 m. og Dominyka Skarbalicke med 5.640 m, som svømmede længst. Disse svømmere er kun 11 år, en imponerende indsats!!! Samlet blev der svømmet over 381 KM på 2 timer!!
Victor Vøhlert var for 3. år i træk ”Topscorer” i sponsorbeløb. Hans personlige sponsorer havde støttet ham med et samlet beløb på over Kr 33.000!! En timeløn på over 15.000!!! Mads Albæk Sørensen havde også været flittig og havde mange personlige sponsorater, som tilsammen støttede ham med ikke mindre end 23.725 kr.
Udover den store tilfredsstillelse og stolthed, som svømmerne kunne gå op af vandet med, efter et marathonsvøm på 2 timer, var der desuden præmier til de svømmere, som havde svømmet flest penge ind via sponsorater. Der var bl. a. gavekort til hotelovernatninger på både First Hotels og Scandic hotels, biografbilletter fra Nordisk Film, middag på East Ocean House i Solrød, Golden House Restaurant i Mosede, Bagelsmenuer fra The Bagel Company, shampoo sæt fra Frisør Hairstyle i Køge samt mange flere fine præmier. Den lokale bager ”Appetite” havde sponsoreret lækkert og sundt brød til svømmerne, en gestus, som virkelig faldt i god jord hos de udmattede svømmere!
Greve Tune svømmeklub vil gerne takke alle de sponsorer, som har støttet og troet på deres svømmere og alle de lokale virksomheder som bakkede op omkring arrangementet!