Wonderful Copenhagen Challenge 2006 - det hidtil største stjernebesatte svømmestævne på dansk grund
13-01-2006
Af: 21
Torsdag, den 19. januar, afholder Dansk Svømmeunion i samarbejde med Wonderful Copenhagen Danmarks hidtil største svømmestævne, hvad deltagelse af internationale profiler angår.
Wonderful Copenhagen Challenge er et unikt stævne i kraft af dets form - et udskilningsløb. Seks svømmere udfordrer hinanden på en 50 m distance. Hver gang et heat er overstået, må sidste svømmer i mål udgå af løbet. På den måde finder vi frem til en vinder, når femte heat er afsluttet.
Wonderful Copenhagen Challenge består af i alt fire sådanne udskilningsløb: 50 m rygsvømning for damer, 50 m butterfly for herrer, 50 m fri svømning for damer, 50 m fri svømning for herrer.
Bortset fra 50 m butterfly for herrer, hvor en enkelt deltager endnu er usikker, er alle løb nu på plads. Som det fremgår nedenfor, deltager ikke mindre end 15 udenlandske svømmere.
50 m rygsvømning for damer: 1. Louise Ørnstedt, Danmark (Frem/STO95) 2. Emelie Kierkegaard, Sverige 3. Therese Svendsen, Sverige 4. Kateryna Zubkova, Ukraine 5. Laura Papke, Danmark (West Swim Esbjerg) 6. Kathrine Jørgensen, Danmark (West Swim Esbjerg) 50 m butterfly for herrer: 1. Ryk Neethling, Sydafrika 2. Peter Mankoc, Slovenien 3. Matti Rajakyla, Finland 4. Kaio Almeida, Brasilien 5. Anders Frahm, Danmark (Lyngby) 6. ?
50 m fri svømning for damer: 1. Therese Alshammar, Sverige 2. Rachel Komisarz, USA 3. Mette Jacobsen, Danmark (West Swim Esbjerg) 4. Johanna Sjöberg, Sverige 5. Josefinn Lillhage, Sverige 6. Annette Hansen, Danmark (Allerød/SIGMA)
50 m fri svømning for herrer: 1. Ryk Neethling, Sydafrika 2. Jason Lezak, USA 3. Stefan Nystrand, Sverige 4. Jani Rusi, Finland (West Swim Esbjerg) 5. Karl Thaning, Sydafrika 6. Jon Thonesen, Danmark (Sakskøbing)
Blandt de udenlandske deltagere er der flere virkelig stærke profiler - eksempelvis ikke mindre end fire verdensrekord-indehavere.
Ryk Neethling fra Sydafrika (indehaver af verdensrekord i 100 m individuel medley, vinder af OL-guld i 4 x 100 m fri holdkap, nummer 1 på verdensranglisten i 100 m individuel medley og nummer 2 på verdensranglisten i 100 m fri svømning).
Peter Mankoc fra Slovenien (VM-bronze i 2004 i 100 m butterfly, EM-guld i 2005 i 100 m individuel medley, nummer 2 på verdensranglisten i 100 m individuel medley).
Jason Lezak fra USA (OL-guld i 4 x 100 m holdmedley, OL-bronze i 4 x 100 m fri holdkap, VM-guld i 2004 i 100 m fri svømning, VM-guld/verdensrekord i 2004 i 4 x 100 m holdmedley, nummer 3 på verdensranglisten i 100 m fri svømning).
Therese Alshammar fra Sverige (indehaver af verdensrekord i 50 m fri svømning, VM-bronze i 2004 i 50 m fri svømning, nummer 1 på verdensranglisten i 50 m butterfly).
Kaio Almeida fra Brasilien (indehaver af verdensrekord i 50 m butterfly).
Stefan Nystrand fra Sverige er medindehaver af verdensrekorden på 4 x 100 m fri svømning.
De udenlandske profiler vil blive udfordret af en række af vores egne p.t. dygtigste elitesvømmere - eksempelvis Louise Ørnstedt fra Frem/STO95 og Mette Jacobsen fra West Swim Esbjerg.
Louise Ørnstedt vandt ved EM på kortbane i december måned guld i 50 m rygsvømning og sølv i 100 og 200 m rygsvømning. Louise er indehaver af de nordiske rekorder på alle tre distancer og ligger p.t. nummer tre på verdensranglisten i 100 m rygsvømning.
Også Mette Jacobsen svømmede stærkt ved det netop afholdte EM på kortbane, hvor det blev til sølv i 200 m butterfly. Mette er indehaver af den nordiske rekord i 200 m butterfly og har den danske rekord i 100 og 200 m butterfly på såvel kort- som langbane.
Takket være samarbejdet med Wonderful Copenhagen kæmpes der ved stævnet om flotte pengepræmier.
Glædeligt med eksponering af svømningen og de aktive Det er lykkedes Dansk Svømmeunion at få et stort hold af internationale profiler samlet til et stævne på danske grund: - Det er klart, at jeg, på vegne af Dansk Svømmeunion og dansk svømning generelt er særdeles glad for, at det er lykkedes os at samle en så eksklusiv gruppe af internationale svømmere til et to-timers stævne her i Danmark. Jeg vidste, at vi nok skulle få enkelte svømmere hertil, men jeg må da indrømme, at jeg selv er lidt overrasket over, at det er endt med så prominente navne, fortæller direktør Pia Holmen i Dansk Svømmeunion og fortsætter: - Det er en stor tilfredsstillelse at kunne få mulighed for at vise svømning i verdensklasse både for publikum i hallen og - ikke mindst - for seerne, takket være live-transmission på sportskanalen Viasat Sport 1 og 3. Det er ikke tit, at vi har mulighed for at vise vores stævner på TV og på den måde eksponere sporten og de aktive. Det kan vi på torsdag, og det er en stor glæde, lyder det fra direktør Pia Holmen.
Live TV-transmission Hele stævnet transmitteres live på sportskanalen Viasat Sport 1 samt forskudt på Viasat Sport 3.
Billetsalg via www.politikenbillet.dk Dansk Svømmeunion har sammen med Politiken solgt billetter via www.politikenbillet.dk Der har været udsolgt et par dage. Der vil imidlertid blive frigivet endnu en mængde billetter på samme hjemmeside fra i dag, fredag, den 13. januar klokken cirka 17.30. Derefter vil der ikke være adgang til flere billetter til stævnet. Det er ikke muligt at købe billet ved indgangen.
Tid og sted Wonderful Copenhagen Challenge afholdes i Øbro Hallen, Gunnar Nu Hansens Plads 3, 2100 København Ø. Stævnet finder sted torsdag, den 19. januar med stævnestart klokken 19.00. Stævnet forventes afsluttet klokken 21.00.
Presse-tilmelding Pressen er velkommen i hallen. Af hensyn til koordinering af plads, beder vi de journalister, som ønsker at være tilstede, om at meddele dette til informationsmedarbejder Nora Thomsen på e-mail: nt@svoem.dk - senest tirsdag, den 17. januar.
Med som løbssponsorer er AstralPool/Astral Scandinavia samt Kyhl Reklame. Wonderful Copenhagen Challenge 2006 støttes af TuborgFondet, Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark.