EKM - dag 3, finaleafsnittet: Guld til Louise Ørnstedt i ny dansk/nordisk rekordtid
10-12-2005
Af: 21
20-årige Louise Ørnstedt svømmer helt forrygende ved disse Europæiske Mesterskaber på kortbane i Trieste. I går blev det således til sølv i 100 m rygsvømning. I dag rykker Louise så øverst på medaljeskamlerne med guld på den halve distance - 50 m rygsvømning - i den suveræne nye danske/nordiske rekordtid 27,26. Louise forbedrer her sine egne rekorder med 17/100 sekunder. Inden denne forrygende præstation havde svømmeren fra Frem/STO95 tidligere i samme afsnit kvalificeret sig til denne finale med tiden 27,45, som resulterede i en samlet førsteplads i semifinalen. Louise er naturligvis ovenud lykkelig for sin guld-præstation, der sikrer hende en sjetteplads på alle tiders verdensrangliste. Den 20-årige svømmer fra Fyn har faktisk i dag formået at svømme fem stk. 50 m rygsvømningsløb - alle med tider under den tidligere danske/nordiske rekord, som var gældende til og med i går. Således må man sige, at Louise har været konsekvent med sine hurtige præstationer i dag på denne distance. Sølvmedaljen gik til Janine Pietsch fra Tyskland i tiden 27,47. Bronze til Aliaksandra Herasimenia fra Hviderusland i tiden 27.59.
I 100 m butterfly semifinale sikrede Mette Jacobsen, West Swim Esbjerg, sig en sikker plads i morgendagens finale med tiden 58,58, som resulterede i en samlet femteplads.
Endelig var Danmark også repræsenteret i finalen i 4 x 50 m holdmedley for damer. Desværre blev det danske hold diskvalificeret på grund af en registreret tyvstart. Ærgerligt for de fire svømmere Louise Ørnstedt, Louise Jansen, Mette Jacobsen og Annette Hansen, som alle iøvrigt svømmede nogle gode løb, og tydeligvis gik helhjertet til sagen.
For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.
I morgen, søndag, venter endnu en spændende EKM-dag, der blandt andet byder på 200 m rygsvømning, hvor vi naturligvis igen er spændte på at følge Louise Ørnstedt. På denne distance vandt Louise guld sidste år ved EKM. Det skal blive spændende at se, hvor langt energien rækker for den 20-årige svømmer i morgen oven på nogle krævende men samtidig fantastiske EKM-dage. Vi skal også følge Mette Jacobsen i finalen i 100 m butterfly. Her blev det sidste år til en sølvmedalje på denne distance til den 32-årige svømmer fra West Swim Esbjerg.