EKM - dag 3, indledende: Dansk og nordisk rekord til Louise Ørnstedt lørdag formiddag
10-12-2005
Af: 21
I lørdagens indledende 50 m rygsvømning kom Louise Ørnstedt, Frem/STO95, i mål som den samlet hurtigste svømmer i den fantastiske tid 27,43, der er dansk og nordisk rekord. Louise forbedrer her sine egne rekorder med 13/100 sekunder. Et virkelig godt løb af den 20-årige svømmer, som vi kan glæde os til at følge igen i eftermiddagens semifinale.
I indledende 100 m butterfly blev Mette Jacobsen, West Swim Esbjerg, noteret for tiden 59,72 og er dermed også videre til eftermiddagens semifinale med en samlet 13. plads.
Det lykkedes for det danske hold i 4 x 50 m holdmedley for damer at gå videre til eftermiddagens finale i tiden 1.51,97, som resulterede i en sjetteplads. Samtlige fire svømmere leverede her nogle pæne præstationer.
Det danske hold bestod af følgende svømmere: Louise Ørnstedt, Frem/STO95: 27,46. Louise Jansen, Allerød/Sigma: 32,14. Mette Jacobsen, West Swim Esbjerg: 27,20. Annette Hansen, Allerød/Sigma: 25,17.
Lotte Friis, Allerød/Sigma, deltog ikke lørdag formiddag i indledende 400 m fri svømning. En knæskade, som Lotte har kæmpet med i efteråret, er desværre brudt op igen, hvilket har medført, at Lotte har måttet trække sig fra sine løb resten af stævnet. Ærgerligt for den 17-årige svømmer, som foruden 400 m fri svømning også havde 200 m fri svømning tilbage ved disse mesterskaber.
Endelig skal det også nævnes, at Tobias Urban Hansen fra KVIK Kastrup er blevet ramt af influenza og derfor ikke var med i formiddagens 100 m individuel medley.
Opsamlende har vi lørdag eftermiddag tre discipliner med dansk deltagelse: Louise Ørnstedt, Frem/STO95, i 50 m rygsvømning - semifinale. Mette Jacobsen, West Swim Esbjerg, i 100 m butterfly - semifinale. Det danske hold i 4 x 50 m holdmedley for damer – finale.