EKM i svømning - dag 2, finaler: Sølvmedalje til Louise Ørnstedt i 100 m rygcrawl
09-12-2005
Af: 35
For anden dag i træk lykkedes det de danske svømmere, at tage en medalje hjem, idet Louise Ørnstedt, Frem/STO95 Odense, svømmede en flot sølvmedalje hjem i 100 m rygcrawl. Louise svømmede de 100 m rygcrawl i tiden 0.58.63. En tid der er lidt langsommere end hendes bedste tid. Louise var bagefter meget tilfreds med løbet, et løb hvor Louise rent teknisk leverede en god præstation, og hvor hun lagde mere offensivt ud på de første 50 m end hun plejer.
Ca. 12 minutter efter de 100 m rygcrawl var Louise atter i aktion i semifinalen i 100 m individuel medley. Her leverede Louise en fin præstation, som dog ikke rakte til finalekvalifikation. Tiden for de 100 m individuel medley blev 1.03.02 og sluttede som nr. 11. Lidt langsommere end morgenens personlige rekordtid.
Jakob Andkjær, VAT/Elitecentret, leverede aftenens anden store præstation, idet han i sin 100 m fri semifinale satte dagens anden danske rekord. Jakob blev nr. 14 i tiden 0.48.62. Endnu en flot præstation af den høje svømmere, der dermed satte sin 3 danske rekord på 2 dage.
Mette Jacobsen, West Swim Esbjerg, havde også en god aften i det hurtige bassin i Trieste. I semifinalen i 50 m butterfly svømmede hun dagens anden personlige rekord hjem i 50 m butterfly. Hun sluttede som nr. 12 i tiden 0.27.01.
Mette var også en del af den danske pigekvartet der lidt overraskende svømmede sig i finalen. I aftenens finale startede Mette holdet, og svømmede endnu en flot og personlig rekordtid hjem. Mettes tid blev 0.25.33. Hele holdet leverede en meget stærk indsats, hvor alle svømmerne præsterede optimale tider. Annette Hansen, Sigma/Allerød, svømmede 2. skiftet i 0.24.84 – en virkelig god tid af Annette. Micha Østergaard, West Swim Esbjerg, tilbagelagde 3. skiftet i 0.25.32 og Kathrine Jørgensen, West Swim Esbjerg, afsluttede i tiden 0.25.70. Holdets samlede tid blev 1.41.19, kun ca. 3/10 sekund fra den danske rekord.
Det lykkedes i aftenens 800 m fri finale ikke Lotte Friis, Sigma/Allerød, at forsvare sin sølvmedalje fra sidste år. Lotte tilbagelagde distancen i tiden 8.30.53 og sluttede sidst i finalen. Lotte måtte dermed sande, at efterårets skader, og den deraf følgende manglende træning, har været årsag til at topformen ikke helt var tilstede på dagen.
Julie Hjorth-Hansen, Sigma/Birkerød, svømmede semifinale i 100 m individuel medley, og sluttede som nr. 14 i tiden 1.03.40.
Således blev en god dansk svømmedag i Trieste afsluttet med en sølvmedalje, 3 finalepladser, 4 semifinalepladser, 2 danske rekorder samt en masse personlige rekordforbedringer.
Konkurrencerne fortsætter lørdag med indledende heats og finaler sidst på dagen.